’Lampa’ – i lampens skær.
Det er navnet på den lettiske udgave af folkemødet, som foregår i en lille hyggelig middelalderby 100 kilometer nord for Riga.
»Vi er et ungt demokrati, og vi ville gerne lave noget, der kunne styrke vores demokrati, uden at det blev for kedeligt. Da vi begyndte at kigge rundt, fik vi øje på det danske folkemøde, som inspirerede os meget«, fortæller festivalleder Ieva Morica, som var med til at grundlægge Lampa for snart ti år siden.
I et land, hvor tilliden til system og politikere ikke er den højeste, blev tanken om et demokrati-folkemøde først mødt med en del skepsis. En ung visionær borgmester sprang dog med på ideen om et folkemøde, og det første år dukkede 3.500 deltagere op i middelalderbyen. Siden er det vokset og vokset, og i 2019 kom der 23.000.
»Som samfund har vi haft meget at lære og meget at gøre i forhold til demokrati. Derfor var det vigtigt for os at vise, at det at have en åben diskussion med det formål at vise, hvad vi kan udrette sammen, hvis vi sætter os for det, det var vigtigt. Også at vise, at demokrati ikke kun handler om love og institutioner, men også om at skabe en kultur og træffe nogle valg«.
Årene under corona udfordrede naturligt nok festivalen – og sidste år kom så krigen.
Med sit store russiske mindretal og en beliggenhed så tæt på den russiske grænse, var den første tanke hos Ieva Morica og hendes kolleger, at folkemødet måtte droppes.
»Vi er et svært sted, og den ukrainske selvstændighed er så vigtig for os på grund af vores egen historik. Så alle var enige om, at nu handlede det om at give alt af os selv for at støtte Ukraine. Vi yder i forvejen den største støtte målt på bnp, men kunne vi gå videre med et folkemøde i så usikker en verden, hvor Ukraine havde brug for al vores hjælp?«
I sidste ende besluttede de dog at holde fast i folkemødet og bruge det som en mulighed for at fundraise til Ukraine. Og den beslutning har Ieva Morica ikke fortrudt.
»Lampa har uden tvivl bidraget til en mere demokratisk og horisontal dialog i en svær tid, hvor vi oplever megen splittelse og polarisering. Folk tænker meget sort-hvidt, og medierne er fyldt med følelser og hård retorik. Så gør det virkelig indtryk at se folk mødes til festival og se glade ansigter fulde af håb og energi,« siger hun.
Palmes ladvogn og megafon
Folkemødet startede i Sverige for 50 år siden, da daværende statsminister Oluf Palme brugte sin sommerferie på at leje en ladvogn og en megafon og holde taler i Almedalsparken på Gotland for dem, der gad at høre på det. Siden har det bredt sig til både Danmark, Norge, Finland og de tre baltiske lande – og videre til lande som Belgien og Nordirland. Senest er lande som Ungarn og Tyrkiet kommet med på vognen.
Det begyndte med en tale i strid blæst og er en lækkerbisken for mennesker med snart sagt enhver politisk interesse»Det er måske ikke lige de lande, man forbinder mest med velfungerende demokrati og borgerinddragelse, men det viser, at der de fleste steder er kræfter, som insisterer på at gøre tingene på en anden måde og mobiliserer folk«, siger Zakia Elvang, demokratirådgiver og stifter af Wedodemocracy.dk.
Folkemøderne har meget forskellig karakter og formål. Hvor det i Finland er drevet af et mediehus og har meget fokus på den nyeste kommunikationsteknologi, er det i Sverige og Holland parlamentet, som står bag. I Ungarn og Tyrkiet er det mest drevet af unge græsrødder.
Zakia Elvang er selv bornholmer og stor fan af det danske folkemøde. Men hun har en særlig plads i sit hjerte for folkemødet i Letland, som hun var med til at starte.
»Man kan ikke undgå at blive rørt, når man møder mennesker, der er vildt taknemmelige over, at det overhovedet er muligt at lave et folkemøde. Som er klar til at kæmpe for demokratiet, fordi det er så nyt for dem, at de bestemt ikke tager det for givet. I Danmark har vi jo lidt en tendens til at behandle demokratiet som et gammelt arvestykke, vi har stående i hjørnet af stuen, og som vi lidt glemmer at støve af«, siger hun med et grin.
I 2018 var Zakia Elvang med til at stifte foreningen Democracy Festivals, som har til formål at udbrede kendskabet til folkemøder og samle erfaringer på tværs af landegrænser og de meget forskellige folkemøder, som allerede eksisterede.
»Jeg tror faktisk, man vil kunne starte et folkemøde de fleste steder, så længe man finder sin egen måde at gøre det på. Det kræver selvfølgelig først og fremmest, at man har et ønske om at mødes i øjenhøjde«, siger hun og tilføjer så alligevel:
»Det er nok svært at forestille sig et folkemøde i Rusland eller Iran eller tilsvarende totalitære lande, hvor man risikerer at komme i fængsel for overhovedet at møde op eller sige sin mening. Det kan jeg ikke rigtigt se for mig«.
Zakia Elvang er ikke længere selv i spidsen for Democracy Festivals, men hun prøver hvert år at tage udlændinge med til folkemødet på Bornholm for at give inspirationen videre. Af samme årsag så hun gerne, at der var flere programpunkter på engelsk.
»I Letland har de et helt program på engelsk, hvorfor har vi ikke også et programspor på engelsk, så man kunne åbne for resten af Europa også og invitere den europæiske politiske samtale ind også?«, foreslår hun.
Dog har lige præcis den europæiske version af folkemødet givet hende den største skuffelse.
»Det blev afholdt i Bruxelles og lagt lige ved siden af EU-Parlamentet, sådan at EU-parlamentarikerne nemt kunne være med. Men det betød bare, at de kom ud, holdt deres tale og gik ind i parlamentet igen. Det kommer der jo ikke meget demokratisk samtale ud af, og det viser, at du får mest ud af at lægge folkemøderne langt væk fra det politiske magtcentrum. Det skal helst være lidt besværligt, så politikerne er nødt til at blive hængende og møde folk, når de henter sig en grillpølse«, siger hun.
Give de gamle dyder videre
Pelle Nybirk, souschef for Folkemødet, tror på, at folkemøderne vil brede sig til endnu flere steder i Europa. Han har i dag taget teten op efter Zakia Elvang i foreningen Democracy Festivals, som er blevet et værksted for systematisk erfaringsudveksling.
Chefredaktøren: Folkemødet er en manifestation af de demokratiske værdier, vi og Vesten kæmper for»Det er et forsøg på at sige, at hvis man sidder med en ide til en demokratifestival, så deler vi gerne ud af vores erfaringer, tegner og fortæller. For vi synes, at den her måde at dyrke demokratiet på, hvor borgerne kan komme tættere på deres politikere, og man lærer de gode gamle dyder om at lytte, gå på kompromis og forstå andre i stedet for at stå i hvert sit hjørne og være sure – den er med til at styrke demokratiet og tilliden mellem borgere og politikere, uanset hvor man er«, siger Pelle Nybirk.
Pelle Nybirk husker tydeligt, hvornår hans egen kærlighed til folkemødet opstod.
»Jeg var med som gæst til de første folkemøder, og jeg elskede det. Det, at en rød og en blå politiker kunne stå i samme telt, og fokus ikke var på konflikten, eller hvordan den anden var dum eller lavede fejl, men om, hvilket samfund vi ønsker at lave. Ikke at man nødvendigvis blev enig, men at man som tilhører blev klogere på, hvor politikerne kom fra og hvorfor de mente, som de gjorde, det synes jeg var helt fantastisk«.
Særligt husker han en stund i Venstres have, hvor Ellemann-klanen dystede mod Hækkerup-klanen.
»Der stod både den unge og den ældre generation i begge familier, og det var tydeligt, at de kendte hinanden godt og havde en respekt og kærlighed til hinanden, selvom de kom fra hvert sit parti. De quizzede og fortalte røverhistorier om forskellige forlig, og der var jeg helt solgt. Det var ægte og intimt, sjovt og underholdende, og man fik lov at komme ind bag facaden i den her boble af tryghed og hygge, og det får man jo ikke i fjernsynet«, siger han.
I Letland er det svært at bruge ordene ’en boble af tryghed og hygge’ om den politiske debat i øjeblikket, men alligevel mener Ieva Morica, at det er lykkes at bruge Lampa til at skabe det engagement hos borgere og politikere, man havde håbet på.
»Det at tale ansigt til ansigt har uden tvivl skabt et stærkere bånd og en større tillid til politikerne. Jeg tror også, det er gået op for politikerne, at hvis de virkelig gerne vil have folk i tale, så skal de møde op og gøre det direkte i stedet for kun at kommunikere via medierne«, siger hun.
fortsæt med at læse
