Mens politiske klogeåger har spået om chancerne for et lynvalg efter gode regeringsmålinger, har Slotsholmens embedsmænd været på tåspidserne af helt andre årsager – de har nemlig i månedsvis haft travlt med at forberede det danske EU-formandskab, som fra juli bliver skudt i gang i Aarhus med både kongehuset og EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen som gæster.
Lykke Friis, direktør i Tænketanken Europa, hvor vigtigt er formandskabet egentlig for Danmark?
»Formandskabet er vigtigt, fordi man gerne vil gøre en god figur, og Danmark er rykket ind i kernen af samarbejdet, så på den måde ser man sig selv mere som en, der kan slå bro mellem lande, men også et land, som har flere visioner, end vi har haft før«.
Hvordan er vi rykket ind i kernen af samarbejdet?
»Blandt andet ved at stemme forsvarsforbeholdet væk. Og så har vi en statsminister, som fylder meget i en europæisk sammenhæng, ikke mindst på grund af vores stærke Ukraine-støtte, og vi afviser heller ikke at stifte fælles gæld mere. Så på den måde ligger vi mere centralt i samarbejdet, end vi har gjort før. Og det gør så også, at man vil kunne sætte nogle dagsordener«.
Hvilke dagsordener vil Danmark forsøge at sætte?
»Der er en gammel tommefingerregel, der siger, at et formandskab består af 85 procent arvegods, 10 procent kriser og 5 procent egne initiativer. Med den situation, vi står i, med Trump og Putin, er det nok snarere 60 procent kriser. Men inden for de rammer kan man godt svinge taktstokken og prøve at satse på enkeltområder, man gerne vil prioritere. Her vil man fra dansk side prioritere life science og de meget vigtige initiativer omkring medicin og medico, som er på vej, fordi Danmark har store økonomiske interesser her. Man vil prioritere at få et 2040-klimamål på plads, og så har regeringen et meget ambitiøst mål om at åbne alle optagelseskapitler med Ukraine, og det tror jeg bliver svært at få alle lande – ikke mindst Ungarn – med på. Og så skal Danmark skyde hele diskussionen i gang om EU’s næste syvårige husholdningsbudget, og det er også ekstremt vigtigt«.
Hvad er det konkret, Danmark har ansvaret for i de her seks måneder?
»Udenrigspolitikken er ude, for den ligger hos udenrigschef Kaja Kallas og landene selv. Så det er tilrettelæggelsen af arbejdet og ledelsen af møderne, både i Bruxelles og i Danmark, hvor man skal være med til at finde kompromiserne. Og så skal man repræsentere Ministerrådet over for de andre institutioner, primært EU-Parlamentet, og det bliver især europaminister Marie Bjerres opgave at holde kontakt til Parlamentet«.
Du sad selv som klima-, energi- og ligestillingsminister i 2009-11 for Venstre. Gjorde det nogen forskel, hvem der havde formandskabet?
»Ja, det synes jeg. Strukturen er sådan, at de formelle rådsmøder foregår i Bruxelles, men så er der de uformelle ministermøder, som foregår i formandskabslandet. Og det var de uformelle rådsmøder, som sådan set gjorde ret stort indtryk på mig, for det er der, man for alvor har tid til at lære hinanden at kende og vende ideer og hente inspiration. Jeg husker et i Spanien, hvor vi var ude og kigge på et gigantisk solvarmeanlæg, og det var meget imponerende. Formandskabet er jo et udstillingsvindue, hvor du kan vise det frem, som du gerne vil promovere som land, og det er jo også derfor, der har været en kamp om, hvor de uformelle møder skal ligge i Danmark. Nu skal klimaministrene eksempelvis se på grøn cement på Aalborg Portland, som regeringen gerne vil vise frem«.
Danmark har haft EU-formandskabet otte gange, siden vi blev medlemmer i 1973. Hvilket har været vigtigst?
»Det er lidt sjovt, for der er faktisk to. Det ene, tror jeg alle vil sige, at det var selvfølgelig i 2002, hvor Anders Fogh Rasmussen (V) stod i spidsen for at lukke udvidelsesforhandlingerne med de 10 østeuropæiske lande. Det var en stor succes, og et formandskab, som skrev sig ind i historiebøgerne. Men der er også et andet formandskab, som skrev sig ind i historiebøgerne, selvom ingen rigtig vidste det på det tidspunkt. Det var i 1993, da Poul Nyrup Rasmussen var statsminister, og man fik forhandlet de krav på plads, som man skal opfylde for at søge om at komme med i EU. Det, der i dag kaldes Københavnskriterierne. Det var ikke noget, som blev fremhævet særlig meget dengang, men det har været nogle afgørende principper for optagelseslande lige siden, og det var altså på dansk initiativ, at de blev lavet«.
Hvad betyder det, at vi har formandskabet midt i den her opbrudstid, hvor der både er krig i Ukraine og handelskrig med Trump – som i øvrigt også ønsker at overtage Grønland?
»Det kan jo stjæle al opmærksomhed, men man skal huske på, at meget af det at varetage et formandskab bare er maskinen, der kører videre. Men det risikerer at forvirre billedet, især når der er meget, vi ikke kan forudsige og forberede på forhånd. Et vigtigt tidspunkt bliver 2.-3. oktober, hvor vi ikke bare skal have et EU-topmøde i København, men også et møde i den store europæiske kreds af statsledere, som Macron tog initiativ til for et par år siden, og som fortsat mødes to gange om året, og der kan komme nogle meget vigtige diskussioner om Ukraine og den brede sikkerhed i Europa, så det vil jeg holde ekstra øje med«.
fortsæt med at læse
