Chefanklageren ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag, Karim Khan, går på orlov, mens FN’s efterforskere undersøger anklager mod ham om grænseoverskridende seksuel adfærd.
Det meddeler ICC fredag ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Khans kontor meddeler til Reuters, at anklageren havde taget orlov, indtil FN’s Kontor for Intern Revision afslutter undersøgelsen.
Det er uklart, hvornår det bliver.
Karim Khan har afvist de anklager, som blev anmeldt til domstolens styrende organ i oktober sidste år.
Ifølge avisen Wall Street Journal har en kvindelig medarbejder anklaget Khan for flere gange at have tvunget hende til seksuelle forhold. Det er ikke bekræftet af ICC.
ICC oplyser ifølge Reuters, at to viceanklagere vil varetage Khans opgaver, mens han er på orlov.
Khans advokater har ikke umiddelbart svaret på en skriftlig anmodning fra Reuters om en kommentar til sagen.
ritzau
fortsæt med at læse


























