Norske redningstjenester ledte lørdag aften efter en mand, der er faldet over bord fra en færge på vej mod Færøerne, oplyser redningsleder ved den norske redningstjeneste Vincent Roos til Ekstra Bladet.
Det drejer sig ifølge mediet om båden ’M/S Norröna’, som er ejet af Smyril Line og sejler mellem Hirtshals og Færøernes hovedstad, Torshavn. Manden faldt over bord omkring 12 sømil syd for Mandal i det sydlige Norge, oplyser Roos.
Det konkrete hændelsesforløb er fortsat ukendt, ligesom der ikke er mange oplysninger om manden.
Ulykken skete i norsk farvand, og derfor var det den norske redningstjeneste, der ledte efterforskningen. Danske myndigheder har ikke været involveret, fortæller redningslederen.
Sent lørdag aften oplyser den norske Hovedredningssentral på, at den indstiller eftersøgningen.
»Vi vurderer, at der desværre ikke længere er noget håb om liv, og afslutter dermed eftersøgningen af mand over bord. Vi takker samtlige ressourcer for hjælp«, lyder det.
ritzau




























