Danmark vil arbejde for et sikkert, konkurrencedygtigt og grønt Europa.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i en tale for EU-Parlamentet i Strasbourg.
»På et tidspunkt, hvor der stilles spørgsmålstegn ved vores grundlæggende værdier, må vores svar være klart«, siger Mette Frederiksen.
Ifølge statsministeren er Europa lige nu i den værste krise siden 1940’erne, og det betyder, at det er tid til samarbejde og »svære kompromiser«.
»Det er udfordringer, vi bør tage op, og det skal vi gøre i fællesskab«, siger hun.
Statsministeren er tirsdag rejst til Strasbourg for at præsentere det danske EU-formandskabs prioriteter for EU-parlamentarikerne.
For at gøre Europa mere sikkert vil Mette Frederiksen blandt andet arbejde for EU-udvidelsen.
Hun vil bringe Ukraine, Moldova og Vestbalkan tættere på Europa, siger hun.
Et ambitiøst 2040-klimamål
Ud over det vil statsministeren gøre EU mere konkurrencedygtigt.
»Det danske formandskab vil gå efter mindre bureaukrati for virksomheder og enkeltpersoner«, siger Mette Frederiksen.
Og den europæiske konkurrenceevne går hånd i hånd med den grønne omstilling. Derfor vil Danmark arbejde for et ambitiøst 2040-klimamål, siger Frederiksen.
Det handler for Frederiksen i høj grad om at skabe sikkerhed for investeringer i grøn energi og innovation.
De første ministermøder i denne uge
Danmark overtog EU-formandskabet 1. juli og sidder på posten til og med december.
Den danske regering har udpeget sloganet ’et stærkt Europa i en verden i forandring’, som skal bestemme retningen for de danske prioriterer under formandskabet.
Sidste uge blev det danske EU-formandskab skudt i gang med blandt andet besøg fra EU-Kommissionen og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i Aarhus.
Denne uge finder de første ministermøder under dansk formandskab sted i EU-Ministerrådet i Bruxelles.
ritzau
fortsæt med at læse




























