Vi ved ikke, hvem der skød først, for røgen har endnu ikke lagt sig, men torsdag bombede Thailand og Cambodja pludselig hinanden. Thailandske myndigheder har evakueret over 130.000 mennesker langs grænsen og melder mindst 14 civile og en soldat dræbt, mens tabstallene endnu er ukendte i Cambodja.
Til gengæld står det klart, at angrebene blev udløst af ugers spændinger efter et meget dårligt telefonopkald. Men det bygger på årtiers uenighed om landområder og hellige templer.


























