Ministerpræsident Benjamin Netanyahu siger, at Israel vil samarbejde bredt for at sikre nødhjælp til Gaza.

Efter Trumps udtalelse: Netanyahu bekræfter israelsk samarbejde om nødhjælp til Gaza

Lyt til artiklen

Israel vil arbejde sammen med internationale organisationer, europæiske lande og USA for at sikre store mængder nødhjælp til den palæstinensiske befolkning i Gazastriben, meddeler ministerpræsident Benjamin Netanyahus kontor mandag aften på det sociale medie X:

»Israel vil fortsat arbejde sammen med internationale organisationer såvel som USA og europæiske lande for at sikre, at store mængder af humanitær hjælp flyder ind i Gazastriben«.

Meldingen kommer, efter at USA’s præsident, Donald Trump, tidligere på mandagen sagde, at den højeste prioritet i Gaza er, at befolkningen får noget at spise.

»Der er en masse folk, der sulter, sagde Trump under et besøg i Skotland og tilføjede:

»Det er noget rod. De skal have mad og sikkerhed lige nu«

I sidste uge advarede mere end 100 hjælpeorganisationer om, at en alvorlig sultkatastrofe har ramt Gazas befolkning. De seneste måneder er over 800 palæstinensere blevet dræbt, mens de har ventet på nødhjælp i Gaza.

Netanyahus kontor beskylder den militante gruppe Hamas for at stjæle nødhjælp fra Gazas befolkning. Det sker ofte ved at skyde på palæstinensere, skriver kontoret:

»Situationen i Gaza er vanskelig, og mens Israel forsøger at sikre leveringen af nødhjælp, forsøger Hamas at give næring til opfattelsen af, at der er en humanitær krise«.

Hamas har ikke umiddelbart kommenteret dette. Højtstående, anonyme israelske kilder har ligeledes afvist, at Hamas står bag systematisk tyveri af nødhjælp.

Beskyldes for folkedrab

Benjamin Netanyahus kontor mener, at Israel allerede har udvist en vilje til at få nødhjælp ind i Gaza. Kontoret henviser til, at Israel søndag indførte et stop for militære aktiviteter i tre områder af Gazastriben fra klokken 10.00 til 20.00. Det drejer sig om områderne Al-Mawasi, Deir al-Balah og Gaza By. Derudover har Israel udpeget humanitære korridorer, som kan benyttes mellem klokken 06.00 og klokken 23.00, så FN-konvojer kan levere mad og medicin til Gaza.

En række organisationer – heriblandt også nogle fra Israel – anklager omvendt Israel for at begå folkedrab på palæstinenserne i Gaza, hvor en halv million mennesker er i fare for hungersnød ifølge FN’s fødevareprogram, WFP. Det skyldes ifølge WFP blandt andet, at Israel er længe om at give tilladelse til at lade forsyninger komme ind i Gaza.

Et af FN’s kriterier for folkedrab, som er defineret som et bevidst forsøg på helt eller delvist at tilintetgøre en gruppe mennesker, er blandt andet »med forsæt at påføre gruppen levevilkår, der bevirker gruppens fuldstændige eller delvise ødelæggelse«.

Ritzau og Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her