Videoer af gidsler lægger yderligere pres på Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu.

Hamas' militære gren viser udmagret gidsel frem i ny video

24-årige Evyatar David menes at være den ene af de udmagrede gidsler, som er blevet vist frem på video de seneste dage. Foto: -/Ritzau Scanpix
24-årige Evyatar David menes at være den ene af de udmagrede gidsler, som er blevet vist frem på video de seneste dage. Foto: -/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Hamas’ væbnede gren, Ezzedine Al-Qassam Brigaderne, har fredag offentliggjort en video med et israelsk gidsel, der holdes fanget i Gazastriben. Den afmagrede og skæggede mand, der tilbageholdes i en smal tunnel af beton, menes at være 24-årige Evyatar David. Han blev bortført fra Israel 7. oktober sammen med en ven. Begge deltog i musikfestivalen Nova i det sydlige Israel.

Torsdag offentliggjorde en anden militant gruppe i Gazastriben - Islamisk Jihad – en video med et andet gidsel, den tysk-israelske mand Rom Braslavski.

Ud af de 251 gidsler, der blev taget under Hamas’ angreb, holdes 49 fortsat fanget i Gaza. Heraf vurderer det israelske militær, at 27 er døde.

I den seks minutter lange video ses manden, 21-årige Rom Braslavski, tale hebraisk, mens han ser nyhedsoptagelser om sultkatastrofen i Gaza. Han identificerer sig og bønfalder den israelske regering om at sikre hans frigivelse.

Islamisk Jihad sagde i sidste uge, at gruppen havde mistet kontakten med gidslet. I videoen gentager gruppen den påstand og antyder dermed, at optagelserne er over en uge gamle.

Videoernes ægthed kan ikke umiddelbart bekræftes. Men billeder af udmagrede og svage gidsler lægger yderligere pres på ministerpræsident Benjamin Netanyahu. I Israel er der jævnligt demonstrationer mod ham og hans regering. Mange israelere mener, at han bør afslutte krigen i Gazastriben for at få gidslerne hjem.

Israelske restriktioner på indførsel af varer og nødhjælp til Gaza har medført alvorlig mangel på mad og andre fornødenheder. Det har også ført til flere internationale krav om en våbenhvile.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her