Et af de hidtil dødeligste angreb på russiske civile udspillede sig en fredag i marts sidste år i koncertsalen Crocus City Hall i en forstad til Moskva.
Her mistede 149 personer livet, da flere mænd angreb koncertsalen og satte den i brand under en koncert. Flere hundrede andre kom til skade.
Mandag begynder retssagen mod 19 personer, som var involveret - enten direkte eller indirekte - i angrebet. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Fire mænd er tiltalt for at have udført selve angrebet. De kommer alle fra den tidligere sovjetrepublik Tadsjikistan.
De fire mænd gik rundt i koncertsalen i omkring 20 minutter og affyrede skudsalver mod koncertgængerne. Derefter satte de ild til arenaen og flygtede fra stedet.
Det er uklart, hvilke roller de øvrige 15 tiltalte havde i forbindelse med angrebet.
Kort efter angrebet tog en afdeling af Islamisk Stat skylden for det, mens de russiske myndigheder - og præsident Vladimir Putin - påstod, at Ukraine stod bag angrebet. Ukraine afviste beskyldningerne.
Næsten halvdelen af ofrene for angrebet døde af røgforgiftning, skrev det russiske nyhedsbureau Tass søndag med henvisning til efterforskningsmaterialet.
Crocus City Hall ligger i Krasnogorsk - 15 kilometer nordvest for det centrale Moskva.
Det er Islamisk Stat-Khorasan, der har taget skylden for angrebet på Crocus City Hall. Gruppen er aktiv i Afghanistan, Iran, Pakistan og Centralasien.
Khorasan er navnet på et historisk islamisk område i regionen.
Tadsjikistan, som de fire hovedtiltalte er fra, ligger nord for Afghanistan og var en del af det tidligere Sovjetunionen. Befolkningen i Tadsjikistan er overvejende muslimsk.
Retssagen mod de formodede gerningsmænd fortsætter tirsdag og onsdag.
ritzau
fortsæt med at læse




























