Amerikansk mand arbejdede på amerikansk militærbase, da han ifølge anklagen kontaktede kinesiske myndigheder.

Amerikaner tiltalt for at tilbyde Kina oplysninger fra base i Tyskland

Lyt til artiklen

Den tyske anklagemyndighed har tiltalt en amerikansk statsborger for at tilbyde at videregive fortrolige oplysninger fra USA’s militær til styret i Kina.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Manden er mistænkt for at have kontaktet de kinesiske myndigheder i sommeren 2024. Her arbejdede han for en underleverandør til USA’s militær og var udstationeret på en amerikansk base i Tyskland.

Amerikaneren, som de tyske myndigheder omtaler som ’Martin D.’, har været varetægtsfængslet, siden han blev anholdt i november sidste år.

Det er uvist, om han nåede at viderebringe fortrolige oplysninger til Kina, inden han blev anholdt.

Der har været flere sager i Tyskland de seneste år, hvor borgere er blevet anklaget for at spionere for Kina.

I tidligere sager har anklagerne - modsat i den aktuelle sag - været rettet mod tyske statsborgere.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her