Efterspørgslen på kokain i Europa er højere end nogensinde før. Hvad enten det er Magnus og Noah, unge i Valby, ejendomsmæglere i Paris eller aldrende crackmisbrugere i Bruxelles’ forstæder.
Men for de internationale kokainsmuglere er de traditionelle smuglerruter, som går ad søvejene fra Sydamerika – især Ecuador, Colombia og Brasilien – til Europa, blevet mere risikable i takt med, at de europæiske og sydamerikanske myndigheder i de senere år har intensiveret samarbejdet om kontrol, og fordi de benytter sig af stadig mere sofistikerede overvågningssystemer. Ifølge de seneste tal fra EUDA, European Union Drugs Agency, som overvåger det europæiske stofmarked, blev der i 2023 konfiskeret 419 tons kokain i de europæiske havne, hvilket er det største tal nogensinde.


























