Der er meldinger om flere sårede i både Sumy og Zaporizjzja efter flere russiske luftangreb lørdag aften.

Russisk luftangreb dræber en person i det nordøstlige Ukraine

Lyt til artiklen

En person er blevet dræbt under et russisk luftangreb i den nordøstlige ukrainske region Sumy.

Det melder Oleg Grygorov, som står i spidsen for regionens militæradministration, sent lørdag aften på den krypterede beskedtjeneste Telegram, skriver nyhedsbureauet AFP.

»En person er død efter et fjendtligt angreb i udkanten af byen Putyvl, og der er flere sårede«, skriver Grygorov, der tilføjer, at en af de sårede er et niårigt barn.

Det præcise antal sårede fremgår ikke, ligesom der heller ikke er yderligere oplysninger om den dræbte.

Lørdag aften var der også meldinger om et russisk droneangreb i regionen Zaporizjzja, der ligger i det sydøstlige Ukraine.

Mindst 15 personer blev såret under angrebet, oplyser Іvan Fedorov. Han er leder for militæradministrationen i regionen, der er delvist besat af Rusland.

Fire af de sårede er blevet indlagt på hospitalet.

Fedorov har lørdag offentliggjort billeder af flere ødelagte beboelsesejendomme.

Samlet set kontrollerer Rusland omkring 20 procent af det, der er internationalt anerkendt som Ukraine, skriver AFP.

Det gælder blandt andet Luhansk-regionen og mere end 70 procent af regionerne Donetsk og Zaporizjzja.

USA’s præsident, Donald Trump, mødtes i august med den russiske præsident, Vladimir Putin, i Alaska. Det førte ikke til gennembrud i forhandlingerne om at nå frem til hverken en aftale om fred eller en våbenhvile.

Tidligere denne uge lød det fra Putin, at han gerne vil mødes med sin ukrainske modpart, Volodymyr Zelenskyj, i Ruslands hovedstad, Moskva.

Et forslag, som den ukrainske præsident fredag afviste og kaldte et forsøg på at udskyde mødet.

I stedet foreslog Zelenskyj, at den russiske præsident skulle komme til Ukraines hovedstad, Kyiv.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her