Højesteret underkender i to principielle afgørelser varetægtsfængslingen af iransk kvinde og somalisk mand.

Kvindelig iransk aktivist og fodbolddommer blev fængslet i Danmark med urette

En mindre gruppe kvindelige fodboldfans har fået lov at overvære en landskamp på Azadi Stadion i Teheran. Men en kvindelig fodbolddommer i shorts er for meget for præstestyret. 
 Arkivfoto:  Vahid Salemi
En mindre gruppe kvindelige fodboldfans har fået lov at overvære en landskamp på Azadi Stadion i Teheran. Men en kvindelig fodbolddommer i shorts er for meget for præstestyret. Arkivfoto: Vahid Salemi
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 17.32 med citater fra kvindens advokat.

Det var forkert, da en iransk kvinde og en somalisk mand på flugt fra deres hjemlande blev varetægtsfængslet sidste år, har Højesteret slået fast i to afgørelser, som har principiel betydning.

Kvinden, der var fodbolddommer i Iran, fortalte, at hun var blevet truet på livet, fordi hun havde talt mod hijab. Hun var på vej til Storbritannien for at søge om asyl, men under transit i Københavns Lufthavn blev hun anholdt for at have brugt en falsk tysk opholdstilladelse. Hun endte med at være varetægtsfængslet i 38 dage. Fængslingen ophørte 31. januar. Samme dag blev hun frifundet i straffesagen om dokumentfalsk.

Den somaliske mand var også i transit i lufthavnen og var på vej til Irland. Hans anholdelse skyldtes, at han viste et svensk pas udstedt i en anden persons navn. Han var frihedsberøvet i 20 dage.

Det var i december sidste år, at Københavns Byret besluttede at frihedsberøve de to. Men de burde ikke have været varetægtsfængslet, skriver dommerne i Højesteret, der henviser til Flygtningekonventionen. Mennesker, der bruger falske papirer i forbindelse med forsøget på at komme i sikkerhed, er nemlig fritaget for straf.

I begge tilfælde var der derfor ikke en begrundet mistanke om overtrædelse af straffelovens paragraf om dokumentfalsk. Og de to burde altså ikke have været varetægtsfængslet, står der i kendelserne, som er offentliggjort fredag.

Beder om erstatning

Politiets beslutning om at anholde den iranske fodbolddommer har fået konsekvenser for hendes karriere, siger hendes advokat, Daniel Rosenkilde Larsen, der oplyser, at hun har bedt om erstatning for den uberettigede fængsling:

»Hun er glad for Højesterets afgørelse. Men hun er frustreret over sin situation. Hun har ikke haft mulighed for at genoptage sin karriere som dommer på grund af sin status som asylansøger«.

Kvinden har tidligere haft en godkendelse af Fifa, men den har hun ikke kunnet forny. Som asylansøger må man ikke tage arbejde.

Advokaten fortæller, at han har været i dialog med DBU. Her er man sympatisk indstillet, men den danske fodboldunion har ikke ønsket at risikere at komme til at gøre noget ulovligt ved at honorere hende for at arbejde som dommer.

Myndighederne har endnu ikke truffet afgørelse i asylsagen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her