Søndag er det lykkedes en nordkoreansk afhopper af gøre en sjælden flugt direkte over grænsen til Sydkorea.

Nordkoreansk soldat krydser tæt bevogtet grænse til Sydkorea

Lyt til artiklen

En nordkoreansk soldat er blevet tilbageholdt i Sydkorea, efter at han søndag krydsede den tæt bevogtede landgrænse fra Nordkorea.

Det oplyser det sydkoreanske militær ifølge nyhedsbureauet AFP.

»Vores militær har tilbageholdt en nordkoreansk soldat, der søndag krydsede den militære demarkationslinje (MDL) i det centrale frontområde«, skriver Sydkoreas forsvarschef i en udtalelse.

Ifølge en talsperson for landets forsvarsministerium søgte soldaten mod Sydkorea for at undslippe militærtjeneste.

Landgrænsen er tæt bevogtet af militær fra begge sider, men det er før set, at nordkoreanske afhoppere sejler ud fra den nordkoreanske kyst og sejler ind i Sydkorea ad den vej.

Andre rejser først gennem nabolandet Kina og derefter videre til et tredjeland som for eksempel Thailand, før de når frem til Sydkorea, skriver AFP.

Det er generelt en sjældenhed, at nordkoreanere flygter fra Nordkorea direkte til Sydkorea. Rejsen regnes for enormt farlig. Grænseområdet er skovklædt, fyldt med landminer og stærkt bevogtet af soldater på begge sider.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her