Andrej Babis skal stå i spidsen for forhandlinger om en ny regering efter valgsejr tidligere i oktober.

Selverklæret Trump-støtte skal lede regeringsforhandlinger i Tjekkiet

Foto: Radovan Stoklasa/Ritzau Scanpix
Foto: Radovan Stoklasa/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Med en valgsejr i ryggen er den tidligere tjekkiske premierminister Andrej Babis blevet bedt om at lede forhandlingerne om dannelsen af en ny regering.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Babis’ parti, ANO, fik flest stemmer, da der blev afholdt parlamentsvalg i Tjekkiet i begyndelsen af oktober.

Det er den tjekkiske præsident, Petr Pavel, der har udpeget Babis som leder for regeringsforhandlingerne, og dermed kan Babis være på vej tilbage til magten.

Andrej Babis var premierminister i Tjekkiet fra 2017 til 2021.

Babis er selvudnævnt ’trumpist’ - med andre ord er han tilhænger af USA’s præsident, Donald Trump.

Han har en baggrund som erhvervsmand og har opbygget en formue, der har gjort ham til milliardær.

Babis’ parti lovede op til valget, at det ville hæve lønningerne, øge væksten samt nedbringe støtten til Ukraine, som er i krig med Rusland.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her