Mindst fire mennesker har mistet livet under den svækkede tyfon Fung-wong, som var et af dette års mest kraftfulde uvejr i Filippinerne og gik i land som en såkaldt supertyfon.
Det oplyser myndigheder i landet mandag, mens de er begyndt at gøre skaderne op.
Endnu er der ingen meldinger om meget omfattende skader.
Raffy Alejandro, som er talsperson i det filippinske civilforsvar, regner med et ’minimalt’ dødstal.
Fung-wong ramte i kølvandet på tyfonen Kalmaegi, som dræbte 224 i Filippinerne og fem i Vietnam.
Nu ventes Fung-wong ifølge prognoserne at bevæge sig videre mod Taiwan nordpå.
I løbet af natten til mandag bragte den voldsomme vindstød, kraftig regn og stormbølger til Filippinernes mest folkerige ø Luzon, hvor flere melder om en søvnløs nat.
»Vi kunne ikke sove, fordi vinden ramte mod metalplader, og grenene faldt af træer«, siger Romeo Mariano, som havde søgt tilflugt hos sin bedstemor.
»Da vi kom ud for at tjekke vores hjem, kunne vi se skaderne«.
Da Fung-wong gik i land søndag, var det med vindstød på op mod 230 kilometer i timen.
ritzau
fortsæt med at læse


























