Påkørsel i Nunspeet ser ved første øjekast ikke ud til at være forsætlig, siger hollandsk politi.

Bil påkører gruppe: Ni mennesker kvæstet i formodet ulykke

Foto: Roland Heitink/Ritzau Scanpix
Foto: Roland Heitink/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ni mennesker er kommet til skade i den hollandske by Nunspeet, hvor en bil mandag aften er kørt ind i en gruppe mennesker.

Politiet skriver ifølge nyhedsbureauet AFP på X, at der formentlig er tale om en ulykke.

»Ved første øjekast ser det ikke ud til at være forsætligt, men vi er stadig ved at undersøge det«, skriver politiet.

Ud af de ni tilskadekomne er der tre, der er kommet alvorligt til skade.

Der har ikke været meldinger om omkomne personer.

Den formodede ulykke skete på Elburgerweg, som er en af de store veje i Nunspeet. Byen ligger omkring 50 kilometer øst for den hollandske hovedstad, Amsterdam.

Billeder fra stedet viser et stort opbud af politi og beredskab, og man kan også se, at der er spærret af ved en lille, grå personbil, som er beskadiget.

Det hollandske medie RTL skriver, at de kvæstede personer var mødt op for at overvære en lysparade. Mediet skriver videre, at politiet ikke har meldt mere ud om omstændighederne, og at det heller ikke står klart, om der er foretaget nogen anholdelser.

Lysparaden finder sted hvert år og går gennem fire forskellige byer, skriver avisen De Telegraaf.

Men mandag aften har arrangøren lagt ruten om, så paraden ikke længere skal forbi Nunspeet.

Det er på grund af ulykken, skriver arrangøren på Facebook ifølge De Telegraaf.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her