Sikkerhedsforanstaltningerne blev fulgt på schweizisk bar forud for brand, fortæller ejeren af baren til det schweiziske dagblad Tribune de Genève ifølge nyhedsbureauet AFP. Nytårsnat blev baren, der ligger i den kendte skisportsdestination Crans-Montana i Schweiz, hærget af en dødelig brand.
Ejeren fortæller, at baren er blevet tjekket i 3 inspektioner på 10 år.
»Alt blev gjort i henhold til reglerne«, siger han til mediet.
Spørgsmålet, om hvorvidt sikkerhedsstandarderne blev overholdt, har fyldt, lige siden den ødelæggende brand brød ud i barens kælder, og omkring 40 mennesker blev dræbt og 119 såret ifølge tal, som politiet offentliggjorde fredag. Baren, der har navnet Le Constellation, ligger i stueetagen af en beboelsesejendom og har en kapacitet til 300 personer plus yderligere 40 personer på terrassen, ifølge skisportsstedets hjemmeside.
Flere vidner har forklaret, at arrangementslokalet i kælderen af baren, hvor branden begyndte, kun var forbundet med stueetagen via en trappe, som nogle beskrev som »smal«. Den ledende anklager, Beatrice Pilloud, har udtalt, at sikkerhedsforanstaltningerne i baren er blandt fokusområderne i den igangværende efterforskning af tragedien.
Ejerne af natklubben er påvirkede af dødsbranden og vil gøre alt, hvad de kan, for at klarlægge årsagerne til branden.
»Vi kan hverken sove eller spise. Vi er alle meget påvirkede«, fortæller manden til den schweiziske avis 20 Minuten.
»Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at afklare, hvad der skete. Vi gør alt i vores magt«, tilføjer den 49-årige franskmand, der driver natklubben sammen med sin hustru.
Parret samarbejder med politiet, og deres advokater er involverede, siger manden i interviewet.
En foreløbig efterforskning af branden peger på, at indendørs fyrværkeri – en form for stjernekastere eller fontæner sat på champagneflasker – kom for tæt på loftet. Herefter spredte branden sig meget hurtigt, sagde anklageren, der leder efterforskningen af branden, fredag.
»Alt peger i retning af, at branden startede på grund af de brændende lys eller ’bengalske lys’, som var blevet sat på champagneflasker«, siger anklager Beatrice Pilloud.
Bengalsk lys er en roligt brændende fyrværkeriblanding, der spreder et intensivt lys.
ritzau
fortsæt med at læse


























