Seks demokrater og to republikanere rejser fredag til Danmark for at »dele støtten til Kongeriget«.

Otte politikere fra USA kommer til Danmark midt i Grønland-krise

Lyt til artiklen

En delegation bestående af i alt otte senatorer og medlemmer af Repræsentanternes Hus ankommer fredag til København for at mødes med repræsentanter fra den danske og grønlandske regering samt erhvervsledere, oplyser den demokratiske senator Chris Coons’ kontor natten til tirsdag i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.

»Den amerikanske senator Chris Coons vil i denne uge lede en tværpolitisk delegation fra Kongressen til København, Danmark, for at fremhæve mere end 200 års venskab mellem USA og Kongeriget Danmark«, fremgår det af pressemeddelelsen.

Han får følgeskab af de demokratiske politikere Jeanne Shaheen, Dick Durbin, Gregory Meeks, Madeleine Dean og Sara Jacobs, mens også de republikanske senatorer Lisa Murkowski og Thom Tillis rejser med deres demokratiske kollegaer. Det forventes, at flere deltagere vil tilslutte sig delegationen, fremgår det af pressemeddelelsen.

Klart signal fra Kongressen

Omdrejningspunktet for møderne bliver ifølge pressemeddelelsen at fremhæve støtten til Kongeriget Danmark og diskutere, hvordan man kan uddybe partnerskabet »i overensstemmelse med vores fælles principper for suverænitet og selvbestemmelse«. I den forbindelse fremhæves blandt andet styrkelsen af sikkerheden i Arktis.

»Danmark har altid været en stærk diplomatisk, økonomisk og sikkerhedsmæssig partner«, skriver Coons i pressemeddelelsen og tilføjer:

»I en tid med stigende international ustabilitet er vi nødt til at komme vores allierede nærmere, ikke drive dem væk, og denne delegation vil sende et klart signal om, at Kongressen er engageret i Nato og vores netværk af alliancer«.

Møde i Udenrigspolitisk Nævn

Besøget sker i en tid, hvor USA’s præsident, Donald Trump, har gentaget sit ønske om et amerikansk ejerskab af Grønland, som er en del af rigsfællesskabet sammen med Danmark og Færøerne.

I København skal delegationen blandt andet mødes med repræsentanter for Udenrigspolitisk Nævn, fortalte formanden for udvalget, Christian Friis Bach (V), søndag til TV 2.

De grønlandske politikere Aki-Matilda Høegh-Dam fra partiet Naleraq og Aaja Chemnitz fra Inuit Ataqatigiit, der begge er medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn, oplyste søndag til TV 2, at de planlægger at deltage i mødet. Ifølge Chemnitz skal den amerikanske delegation ligeledes mødes med Grønlandsudvalget.

Onsdag skal Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), og Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, mødes med USA’s vicepræsident, JD Vance, og udenrigsminister Marco Rubio i Det Hvide Hus i Washington, D.C. Mødet vil finde sted klokken 16.30 dansk tid.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her