EU kan blandt andet indføre eksportforbud eller begrænsninger på varer, som eksporteres fra EU til USA.

Macron truer med at bruge EU's »handelsbazooka«

Det kan virke besynderligt, at præsident Emmanuel Macron sidder indendørs iklædt store solbriller. Han har de seneste dage haft problemer med sit højre øje, der er meget rødt og hævet, og har valgt at gemme det bag en brille. »Der er tale om noget fuldstændig harmløst«, har han forsikret. Billedet er fra et møde i Élysée-palæet fredag i en anden henseende.  Foto: Yoan Valat/Ritzau Scanpix
Det kan virke besynderligt, at præsident Emmanuel Macron sidder indendørs iklædt store solbriller. Han har de seneste dage haft problemer med sit højre øje, der er meget rødt og hævet, og har valgt at gemme det bag en brille. »Der er tale om noget fuldstændig harmløst«, har han forsikret. Billedet er fra et møde i Élysée-palæet fredag i en anden henseende. Foto: Yoan Valat/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, vil bede EU om at aktivere sit stærke ’anti-tvangsinstrument’, hvis USA indfører told i forbindelse med konflikten om Grønland.

Det oplyser præsidentens stab søndag ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Den såkaldte handelsbazooka er et værktøj, som EU kan bruge, når en anden regering forsøger at lægge økonomisk pres på EU-medlemslande.

Anti-Coercion Instrument (ACI), der ifølge AFP aldrig er taget i brug før, har fået navnet handelsbazooka, fordi tiltaget gør det muligt at begrænse importen af varer og tjenesteydelser.

EU kan for eksempel beslutte, at amerikanske virksomheder ikke længere får adgang til at deltage i offentlige udbud i EU.

Derudover kan der indføres eksportforbud eller begrænsninger på varer, som eksporteres fra EU til USA.

Hastemøde i Bruxelles

Meldingen fra den franske præsident kommer, fordi USA’s præsident, Donald Trump, fredag sagde, at han vil lægge ti procent told på varer fra Danmark og flere andre europæiske lande fra 1. februar, indtil der er indgået en aftale om amerikansk anskaffelse af Grønland.

De øvrige lande er Norge, Sverige, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Holland og Finland.

Flere EU-ambassadører er søndag indkaldt til hastemøde i Bruxelles om Grønland og de nye toldtrusler fra USA’s præsident.

Danmark og andre europæiske lande har reageret med fælles fordømmelse af Trumps udmelding.

»Toldsatser vil kunne underminere transatlantiske relationer og risikerer at føre til en farlig nedadgående spiral«, har formand for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen skrevet på X.

I løbet af ugen har Danmark forsøgt at øge dialogen med USA om Grønland gennem blandt andet et udenrigsministermøde i Washington D.C.

Hvis den såkaldte handelsbazooka skal tages i brug, kræver det, at EU-Kommissionen har fremsat et endeligt forslag. Derudover skal der være et kvalificeret flertal blandt EU-landene.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her