Et britisk par blev i 2025 anholdt i Iran under en rejse. De er anklaget for spionage og idømt fængsel.

Britisk ægtepar idømt 10 års fængsel i Iran for spionage

Craig og Lindsay Foreman, der her har taget en selfie på Naqsh-e Jahan-pladsen i Ishafan i Iran, rejste ind i Iran via Armenien. Foto: -/Ritzau Scanpix
Craig og Lindsay Foreman, der her har taget en selfie på Naqsh-e Jahan-pladsen i Ishafan i Iran, rejste ind i Iran via Armenien. Foto: -/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Et britisk ægtepar er blevet dømt til 10 års fængsel i Iran for spionage, oplyser parrets familie til flere britiske medier. Parret nægter sig skyldige.

De to britiske statsborgere Craig og Lindsay Foreman blev anholdt i januar 2025, efter at de var rejst ind i Iran fra Armenien måneden inden. Foreman-parret var ifølge de britiske medier på en længere motorcykelrejse. De havde planlagt at fortsætte fra Iran til blandt andet Pakistan og andre lande, inden de ville slutte turen af i Australien. I mere end 13 måneder har de ifølge BBC været siddet i det berygtede Evin-fængsel i Irans hovedstad, Teheran, hvor politiske fanger typisk bliver placeret.

Den britiske udenrigsminister, Yvette Cooper, kalder i en erklæring fængselsdommen for »fuldstændig rystende og totalt uberettiget«, skriver nyhedsbureauet AFP.

»Vi vil forfølge denne sag utrætteligt med den iranske regering, indtil vi ser Craig og Lindsay Foreman sikkert tilbage i Storbritannien og genforenet med deres familie«, siger ministeren.

Ifølge Lindsay Foremans søn, Joe Bennett, blev parret ikke præsenteret for konkrete anklager af de iranske myndigheder, skriver BBC. Der blev ifølge BBC afholdt et tre timer langt retsmøde i Teheran i oktober, hvor parret end ikke fik lov til at forsvare sig imod anklagerne.

Flere udlændinge er blevet anholdt

Den britiske rejsevejledning fraråder alle rejser til Iran. I januar 2023 meddelte Iran, at den britisk-iranske statsborger Alireza Akbari var blevet henrettet. Han var blevet dømt for spionage for Storbritannien.

Flere andre europæere er blevet anholdt i Iran i de senere år. Mange af dem er siden blevet udvekslet med vestlige regeringer. I januar i år løslod Iran den italienske journalist Cecilia Sala, som blev anholdt måneden inden for »at have overtrådt den Islamiske Republiks lovgivning«. Hendes løsladelse kom, få dage før Italien frigav den iranske statsborger Mohammad Abedini, der var fængslet i Milano.

I juni sidste år løslod Iran to svenskere, hvoraf den ene var en EU-diplomat, i bytte for en tidligere iransk embedsmand, der var dømt og fængslet i Sverige.

Ritzau og Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her