Ekspertrådet i Iran har valgt Khameneis søn som landets nye leder. Revolutionsgarden udtrykker sin støtte.

»Det er en stor ydmygelse for USA: Iran trodser Trump og vælger dræbt ayatollahs søn som ny leder

Foto: Office Of The Iranian Supreme Le/Ritzau Scanpix
Foto: Office Of The Iranian Supreme Le/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Irans Ekspertråd har valgt Mojtaba Khamenei, der er søn af den dræbte ayatollah Ali Khamenei, som landets nye øverste leder, skriver iranske statsmedier ifølge nyhedsbureauet Reuters. Ekspertrådet oplyste allerede tidligere søndag, at man havde fundet en ny leder. Men på det tidspunkt blev navnet ikke offentliggjort.

Det er ifølge Irans forfatning Ekspertrådet, der skal udpege landets øverste leder. Rådet har 88 medlemmer. Den, der bliver Irans nye leder, bliver både landets øverste religiøse leder og den øverste politiske leder.

56-årige Mojtaba Khamenei var på forhånd anset som en af dem, der havde størst chance for at blive valgt. Mojtaba Khamenei har tætte forbindelser til Irans Revolutionsgarde, men har aldrig varetaget et offentligt embede. Ekspertrådet opfordrer den iranske befolkning til at være forenet og sværge troskab til den nye leder, skriver Reuters.

Revolutionsgarden melder sig parat til at følge Mojtaba Khamenei som landets nye leder, meddeler revolutionsgarden ifølge Reuters i en udtalelse.

Ali Khamenei var blandt de første, der blev dræbt, efter at Israel og USA i sidste uge angreb Iran. Han var Irans øverste leder fra 1989 og frem til sin død i sidste weekend.

USA’s præsident, Donald Trump, har slået fast, at han vil have medindflydelse på, hvem der skal være Irans øverste leder. Tidligere på ugen sagde Trump til det amerikanske medie Axios, at det ville være uacceptabelt for ham, hvis Ali Khameneis søn overtog posten fra sin far. Det skete dog uden at nævne Mojtaba Khamenei ved navn.

»Khameneis søn er uacceptabel for mig. Vi vil have én, der kan bringe harmoni og fred til Iran«, sagde Trump.

Søndag har præsidenten i et interview med ABC News gentaget, at en ny iransk leder er nødt til at være godkendt af USA.

»Han bliver nødt til at få vores godkendelse«, sagde Trump.

»Hvis han ikke får vores godkendelse, kommer han ikke til at holde længe. Vi vil sikre os, at vi ikke behøver at gå tilbage hvert tiende år, når man ikke har en præsident ligesom mig, som ikke vil gøre det«, lød det videre.

Iran-kender: Ydmygelse for USA

Udnævnelsen af Mojtaba Khamenei som ny leder i Iran sender et tydeligt signal til amerikanerne om, at landet ikke vil overgive sig eller indgå en aftale med USA, mener Trita Parsi, Iran-ekspert og vicepræsident for den amerikanske tænketank Quincy Institute for Responsible Statecraft.

»De har trods alt valgt en øverste leder, hvis far, mor, kone og søn netop er blevet dræbt af Israel og USA«, skriver Trita Parsi i et opslag på X.

Flere Iran-analytikere ved tænketanken Middle East Institute i Washington D.C. i USA beskriver den nye øverste leder i Iran for at være endnu mere hårdfør end faren. Seniorforsker Alex Vatanka kalder Mojtaba Khamenei for kompromisløs.

»At få Mojtaba til at overtage er mere af det samme, siger Alex Vatanka ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Det er en stor ydmygelse for USA at udføre en operation af denne skala, risikere så meget og ende med at dræbe en 86-årig mand, kun for at han bliver erstattet af sin søn, der følger den hårde linje«, tilføjer Iran-kenderen.

Paul Salem, der også er seniorforsker ved Middle East Institute, fortæller, at Mojtaba Khamenei ikke er en figur, der vil kunne indgå en aftale med USA.

»Ingen, der træder frem nu, vil være i stand til at indgå kompromiser«, siger han til Reuters.

»Det er et hårdt valg, truffet i en hård tid«, tilføjer han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her