Den svenske kystvagt har beslaglagt et skib efter et olieudslip. Skibet formodes at sejle under falsk flag.

To mænd mistænkes for 12 kilometer langt olieudslip i Østersøen og meget andet

Kystvagten under dagens aktion. Foto: 50090 Johan Nilsson / Tt/Ritzau Scanpix
Kystvagten under dagens aktion. Foto: 50090 Johan Nilsson / Tt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

To mænd mistænkes for lovovertrædelser i forbindelse med et olieudslip i Østersøen, som menes at stamme fra tankskibet ’Flora 1’.

Det oplyser anklagemyndigheden i Sverige ifølge nyhedsbureauerne TT og Reuters.

De to mænd er en del af besætningen og er udenlandske statsborgere.

»Vi har gennemført de afhøringer, der blev anset for nødvendige, og vi vil ikke træffe nogen tvangsforanstaltninger som følge af denne formodede forbrydelse«, lyder det fra anklagemyndigheden ifølge Reuters.

Anklagemyndigheden har indledt en efterforskning vedrørende mistanke om miljøkriminalitet.

Fredag morgen gik den svenske kystvagt om bord på tankskibet, der menes at være kilde til et 12 kilometer langt olieudslip ud for øen Gotland.

Skibet formodes at sejle under falsk flag.

»Da vi identificerede skibet, konstaterede vi, at det står på EU’s sanktionsliste. Så der er en hel del interessante oplysninger, som vi skal følge op på«, siger Mattias Lindholm, pressechef hos den svenske kystvagt, til TT.

Tankskibet er efterfølgende blevet frigivet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her