USA’s præsident, Donald Trump, vil indstille angreb på Iran i en periode på to uger, hvis Iran åbner Hormuzstrædet, skriver han på sit sociale medie, Truth Social.
Meldingen kommer, efter at præsidenten tidligere har fremsat en deadline, der udløber klokken 02.00 natten til onsdag dansk tid. Trump havde tidligere på dagen truet med, at »en hel civilisation kommer til at dø i aften« i en trussel mod Iran.
Trump skriver, at han har talt med Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, der tirsdag opfordrede de stridende parter til at indgå en våbenhvile på to uger og lade diplomatiet arbejde.
»Under forudsætning af at den islamiske republik Iran accepterer en fuldstændig, øjeblikkelig og sikker åbning af Hormuzstrædet, accepterer jeg at indstille bombningen af og angrebet på Iran i en periode på to uger«, skriver Donald Trump på Truth Social.
Iran kvitterer for Trumps nye udmelding ved at garantere sikker passage gennem Hormuzstrædet i to uger, hvis det koordineres med Iran, skriver Irans udenrigsminister, Abbas Aragchi, i et opslag på det sociale medie X.
»Hvis angreb mod Iran bliver indstillet, vil vores stærke militær stoppe deres defensive operationer. I en periode på to uger vil sikker passage gennem Hormuzstrædet være mulig, hvis det koordineres med Irans militær og under hensyntagen til tekniske begrænsninger«, skriver han.
Iran holder dog en dør åben for at genoptage sine militære aktiviteter.
»Vores fingre er på aftrækkeren, og så snart fjenden begår den mindste fejl, vil det blive besvaret med fuld kraft«, siger Irans Øverste Sikkerhedsråd ifølge Reuters.
Donald Trump melder, at USA har modtaget et iransk forslag til en aftale mellem parterne.
»Vi har modtaget et 10-punkts-forslag fra Iran og mener, at det er et brugbart grundlag for forhandling«.
»Næsten alle de forskellige tidligere stridspunkter er der blevet opnået enighed om mellem USA og Iran, men en periode på to uger vil gøre det muligt at færdiggøre og indgå aftalen«, skriver Trump.
ritzau
fortsæt med at læse




























