Et øredøvende brag ryster Libanons hovedstad, Beirut. Så endnu et. Og endnu et. En kavalkade af eksplosioner efterlader hvide og sorte røgskyer over byen.
»Ved det første brag stopper dine tanker. Det andet brag er sandhedens øjeblik«, siger Bassim Bedram, 58 år, fra Tallet el Khayat i det centrale Beirut. Hans nabobygning var blandt de mål, der onsdag blev ramt af israelske angreb. Tre missiler slog ned lige uden for hans lejlighed.