USA vil med øjeblikkelig virkning blokere Hormuzstrædet, skriver Donald Trump på Truth Social.

Trump varsler omgående amerikansk blokade af Hormuzstrædet

Foto: Julia Demaree Nikhinson/Ritzau Scanpix
Foto: Julia Demaree Nikhinson/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA’s præsident, Donald Trump, skriver på Truth Social, at den amerikanske flåde vil blokere Hormuzstrædet med øjeblikkelig virkning. Trump skriver, at USA vil blokere for alle skibe, der forsøger at komme ind i eller forlade strædet.

»Med øjeblikkelig virkning vil USA’s flåde, den fineste i verden, begynde processen med at blokere alle skibe, der prøver at komme ind i eller forlade Hormuzstrædet«, skriver han.

Tiltaget skal ifølge Trump bremse skibe, der har betalt told til Iran.

Meldingen fra præsidenten kommer efter et 21 timer langt møde mellem Iran og USA i Pakistans hovedstad, Islamabad. Mødet endte, uden at parterne nåede frem til en aftale.

Trump skriver, at der kun er en ting, der tæller i forhold til at nå en aftale med Iran. Nemlig at Iran ikke er villig til at opgive dets atomare ambitioner.

På Truth Social skriver Trump også, at han har instrueret den amerikanske flåde i at lede efter og stoppe ethvert skib i internationalt farvand, der har betalt told til Iran.

»Ingen, der har betalt en ulovlig told, skal have sikker passage på åbent hav«, skriver han.

Trump skriver, at lørdagens møde mellem Iran og USA gik godt, og at landene blev enige om det meste, men ikke om det, der vedrører atomvåben.

Præsidenten skriver videre, at Iran har sagt, at der kan være miner i Hormuzstrædet.

»Det er afpresning af verden«, skriver Trump med versaler på Truth Social.

USA vil begynde at ødelægge de miner, der er i strædet.

»Enhver iraner, der skyder mod os eller mod fredelige fartøjer, vil blive sprængt i stumper og stykker. Iran ved bedre end nogen anden, hvordan man sætter en stopper for denne situation, der allerede har smadret deres land«.

Trump skriver, at andre lande vil være involveret i blokaden, der begynder snart.

Trump: Nato vil hjælpe

Kort tid efter sit opslag siger Donald Trump til tv-stationen Fox News, at Nato nu vil hjælpe USA med at genåbne Hormuzstrædet. Oplysningen er ikke umiddelbart bekræftet fra anden side.

Han nævner, at Storbritannien og andre lande ifølge hans opfattelse vil sende minestrygere. Det fremgår ikke umiddelbart, hvilke lande der er tale om. Storbritannien har ikke umiddelbart bekræftet, at landet sender minestrygere.

I interviewet retter Trump samtidig en bredside mod både Nato og Storbritanniens premierminister, Keir Starmer:

»Nato er skamløs. De ville være gået med meget modvilligt. Jeg er meget skuffet«.

Trump fortsætter med at tale om Starmer, som ifølge præsidenten har sagt, at briterne vil »sende udstyr, når krigen er slut«.

»Vi har ikke brug for udstyr, når først krigen er forbi«, siger Trump til Fox News.

»Vi må genoverveje Nato. De var der ikke for os, og det kommer de ikke til at være«.

På et spørgsmål om, hvorvidt USA forventer at få hjælp fra nogle af Irans nabolande i Golfen, som blev ramt af droner og missiler, svarer Trump bekræftende. Ifølge ham er de pågældende lande allerede i gang med at hjælpe USA i Hormuzstrædet, siger han til Fox News. Det fremgår ikke, hvilke lande der er tale om.

Lørdag gentog den amerikanske præsident sin frustration over, at de allierede i Nato har holdt sig på sidelinjen i løbet af den amerikansk-israelske krig mod Iran.

»Vi fik ikke hjælp fra Nato, det kan jeg sige«, lød det fra Trump lørdag.

Som reaktion på Trumps varslede blokade meddeler Irans Revolutionsgarde søndag, at iranske sikkerhedsstyrker har fuld kontrol med Hormuzstrædet. Revolutionsgarden advarer om, at Irans fjender risikerer at blive fanget i en »dødelig malstrøm«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her