Kim Keon-hee får skærpet sin straf i en retssag, hvor hun er kendt skyldig i bestikkelse og kursmanipulation.

Tidligere førstedame får fire års fængsel i korruptionssag i Sydkorea

Foto: Jung Yeon-je/Ritzau Scanpix
Foto: Jung Yeon-je/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den tidligere førstedame Kim Keon-hee, der er gift med den afsatte sydkoreanske præsident Yoon Suk-yeol, straffes med fire års fængsel for bestikkelse og kursmanipulation. Dommen er tirsdag blevet afsagt af en appeldomstol i Sydkorea. Det fremgår af en direkte tv-transmission fra retten, skriver Reuters.

Kim Keon-hee blev i januar idømt et år og otte måneders fængsel i den samme sag ved en lavere retsinstans. Der er dermed tale om en væsentlig skærpelse af straffen.

Da sagen blev behandlet i januar, blev Kim Keon-hee kendt skyldig i bestikkelse. Til gengæld blev hun frikendt for anklager om, at hun havde begået kursmanipulation og overtrådt loven om brug af kampagnemidler. Foruden de fire års fængsel straffes den tidligere førstedame nu med en bøde på 50 millioner won, der svarer til 217.000 kroner.

Hun er kendt skyldig i at have manipuleret kursen på Deutsch Motors’ aktier. Deutsch Motors er en sydkoreansk forhandler af BMW. Derudover er Kim Keon-hee kendt skyldig i at have modtaget luksusgaver fra Unification Church, der er en sydkoreansk religiøs bevægelse. Det skal være sket i bytte for politiske tjenester. Unification Church har hævdet, at gaverne blev givet uden forventning om at få noget i bytte.

Kim Keon-hee ankede dommen, som hun fik i januar, da hun ville frifindes. Anklagemyndigheden ankede også dommen. Dels ville anklagemyndigheden have skærpet straffen til Kim Keon-hee, og dels var myndigheden utilfreds med, at den tidligere førstedame blev frikendt i en del af sagen.

Kim Keon-hees mand, Yoon Suk-yeol, er også idømt fængsel. Yoon Suk-yeol blev således i februar idømt fængsel på livstid, efter at han blev kendt skyldig i at have ledet et oprør i forbindelse med, at han i 2024 indførte en kortvarig undtagelsestilstand i Sydkorea. Samtidig blev ekspræsidenten fundet skyldig i magtmisbrug. Han har siden anket livstidsdommen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her