Ifølge belgiske medier mistede flere livet, da et tog påkørte en skolebus i Østflandern.

Flere dræbte i togpåkørsel af skolebus i Belgien

Foto: Dirk Waem/Ritzau Scanpix
Foto: Dirk Waem/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

To teenagere, en buschauffør og en anden voksen har mistet livet i kollision mellem et tog og en skolebus, der fandt sted tidligere tirsdag morgen, siger den belgiske transportminister ifølge RTL.

Video fra stedet viser flere udrykningskøretøjer.

Bussen, der blev ramt, skal være en minibus, som blev brugt til skoletransport.

Ulykken er sket omkring klokken 08.15 ved en jernbaneoverskæring. De nærmere omstændigheder kendes ikke umiddelbart, og der er også uvished om antallet af kvæstede og deres tilstand.

Den belgiske indenrigsminister, Bernard Quintin, skriver på det sociale medie X, at han med dyb sorg har fået besked om den tragiske ulykke.

»Mine tanker går til ofrene og deres pårørende«, skriver han.

Omkring 100 passagerer på toget er blevet evakueret og er blevet bragt til den nærliggende brandstation, skriver VRT. En af passagererne er i chok og modtager behandling.

Het Laatste Nieuws har været i kontakt med togpassageren Jens, hvis fulde navn ikke oplyses. Han siger, at det hele skete på et par sekunder.

»Vi mærkede et højt brag, og et vindue i den forreste del af toget knustes«, siger han.

Togtrafikken på strækningen er blevet midlertidigt indstillet. Der er indsat erstatningsbusser.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her