To personer er blevet dræbt af skud i den canadiske storby Toronto.
Det oplyser politiet i Toronto natten til søndag dansk tid i et opslag på det sociale medie X.
Politiet modtog anmeldelsen om skyderiet lørdag aften klokken 20.12 lokal tid – natten til søndag klokken 02.12 dansk tid.
Mindst seks personer er blevet ramt af skud.
»Desværre er to personer blevet erklæret døde«, skriver politiet, der ikke oplyser nærmere om tilstanden for de sårede.
Ifølge mediet Toronto Sun skete skyderiet under en latinamerikansk gadefestival, der hvert år afholdes i storbyen.
Området, hvor skyderiet fandt sted, var blevet lukket for trafik forud for den tilbagevendende festival.
Politiet beskrev i første omgang skyderiet som igangværende. Senere lyder det, at politiet har sikret området.
Politiet har lørdag aften lokal tid endnu ikke foretaget nogen anholdelser i sagen.
»Et stort politiopbud er fortsat til stede i området, mens efterforskningen fortsætter«, skriver politiet på X.
Politiet beder folk holde sig væk fra området, der er blevet afspærret.
ritzau




























