Italiens premierminister, Giorgia Meloni, vil forbyde burka og niqab i landets skoler.
Den højreorienterede premierminister vil også begrænse antallet af udenlandske elever i skoleklasserne.
Integration er et centralt valgtema i Italien frem mod parlamentsvalget, der skal afholdes senest 22. december 2027.
»Et forslag vil snart blive fremlagt på et ministermøde med henblik på lovmæssigt at fastsætte et maksimum for antallet af udenlandske elever per klasse, sagde Meloni søndag ved en samling for ungdomsorganisationen i hendes parti, Italiens Brødre (FDI).
»Det kræver også, at forældre til udenlandske elever, som har alvorlige vanskeligheder med at blive integreret i skolesystemet, lærer italiensk, og det forbyder burkaer og niqab i skoler«, tilføjede hun.
Udenlandske elever udgør knap 12 procent af de elever, der er indskrevet på italienske skoler, viser tal fra Italiens nationale statistikbureau.
I juli opfordrede partiet National Fremtid til en stramning af reglerne for brugen af burkaer i skoler.
National Fremtid er ikke en del af regeringskoalitionen i Italien og ligger længere mod højre end Melonis parti.
National Fremtid er gået markant frem i meningsmålingerne, siden partiet blev stiftet i februar.
Der findes ingen lov i Italien, som udtrykkeligt forbyder burkaer, hverken i skoler eller på offentlige steder.
I 2008 præciserede Italiens højeste forvaltningsdomstol, at ansigtstildækning må bæres af religiøse eller kulturelle årsager, forudsat at ansigtet vises, når der kræves identitetskontrol.
Det indvandrerkritiske parti Lega, som er en del af Melonis koalition, fremsatte tidligere i år et lovforslag i Senatet, der ville forbyde hjelme eller beklædningsgenstande - bortset fra under visse omstændigheder såsom sportsbegivenheder eller i religiøse bygninger.
ritzau