Fødselsdagstilbud: Prøv Politiken resten af året for 142 kr.

Ifølge Taliban-regeringen er kvinder og børn blandt ni dræbte i pakistanske luftangreb.

Ni personer meldes dræbt efter pakistanske angreb på Afghanistan

Ni personer er blevet dræbt, og 11 er såret efter pakistanske luftangreb i Afghanistan.

Det melder Taliban-regeringen i Afghanistan ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Angrebene ødelagde tre huse i provinserne Kunar i den nordøstlige del af landet og Helmand i den sydvestlige del. Det skriver Zabihullah Mujahid, der er talsperson for Taliban-regeringen, ifølge Reuters på X.

Der var kvinder og børn blandt de dræbte, skriver han videre.

»Vi fordømmer denne handling og ser den som en aggression og en forbrydelse i strid med alle anerkendte principper«, skriver han.

Reuters har ikke umiddelbart kunnet verificere oplysningerne.

De to nabolande er gået fra at være allierede til at være modstandere, skriver Reuters.

Angrebene er taget til efter tre måneders relativ ro.

Striden drejer sig om militante grupper. Pakistan beskylder Afghanistan for at huse militante grupper, som udfører angreb hen over den pakistanske grænse.

Taliban-regeringen afviser beskyldningerne og fastholder, at militserne er Pakistans eget interne problem.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her