Fødselsdagstilbud: Prøv Politiken resten af året for 142 kr.

En tidligere australsk biskop blev onsdag idømt 6,5 års fængsel for seksuelt overgreb.

Eksbiskop idømt fængsel for seksuelle overgreb på to unge mænd

Foto: Seven Network/Ritzau Scanpix
Foto: Seven Network/Ritzau Scanpix

Den tidligere australske biskop Christopher Saunders blev onsdag idømt 6,5 års fængsel for seksuelle overgreb på to unge mænd.

Det skriver BBC.

I august blev den 76-årige tidligere biskop fundet skyldig i anklager om voldtægt og 12 tilfælde af blufærdighedskrænkelse mod to unge fra Australiens oprindelige folk.

Onsdag modtog han sin fængselsstraf for overgrebene, der ifølge retten fandt sted mellem 2010 og 2019.

Saunders var biskop for stiftet Broome, som ligger i delstaten Western Australia. Han trak sig som biskop i 2020, da anklagerne mod ham blev offentligt kendt, skriver BBC.

Den tidligere biskop blev i retten frikendt for seksuelt overgreb mod en tredje ung mand.

Ifølge BBC er Christopher Saunders en af de mest fremtrædende katolske ledere på verdensplan, der er blevet dømt for seksuelle overgreb.

Saunders havde været biskop for stiftet siden 1996, inden han i 2021 blev afløst af Michael Morrissey.

Stiftet Broome dækker et område, der er næsten 18 gange så stort som Danmark. Der bor cirka 50.000 mennesker.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her