Det sydafrikanske regeringsparti Den Afrikanske Nationalkongres (ANC) har fået sit dårligste valgresultat nogensinde ved onsdagens lokalvalg i landet.
ANC får blot 30,76 procent af stemmerne.
Det oplyser Sydafrikas valgkommission på baggrund af det endelige valgresultat søndag.
Det er en dramatisk tilbagegang for partiet, der blev ledet af den afdøde frihedshelt Nelson Mandela, og som fik næsten to tredjedele af stemmerne ved Sydafrikas første demokratiske valg i 1994.
Det liberale parti Demokratisk Alliance (DA), der både er ANC’s regeringspartner og tætteste udfordrer, får omkring en fjerdedel af stemmerne.
Dermed er ANC fortsat landets største parti, men opbakningen er svundet ind, i takt med at arbejdsløsheden er steget til over 34 procent. Det er et af de højeste niveauer i verden.
Samtidig har partiet været plaget af kriminalitet og korruptionsskandaler.
Vandmangel, strømafbrydelser og mangelfuld offentlig service var blandt de emner, der dominerede onsdagens lokalvalg.
»Vi bestrider ikke, at vi er kommet til kort på de områder, hvor vi har svigtet. Lokalsamfund har måttet undvære vand. Affald er ikke blevet hentet. Veje er ikke blevet vedligeholdt«, erkendte ANC’s generalsekretær, Fikile Mbalula, lørdag.
Han beskrev valgresultatet som »katastrofalt« for ANC.
»Vi er blevet vejet på vægten, og hvor vi er blevet fundet for lette, tør vi ikke bestride resultatet«, sagde han på et pressemøde.
Af de otte største byer sikrede DA sig det eneste absolutte flertal i Cape Town.
I over halvdelen af Sydafrikas 213 lokale styrer er der ikke noget enkelt parti, der har fået flertal. Derfor er der lagt op til vanskelige forhandlinger om de koalitioner, der skal lede flere af landets største byer.
Valgdeltagelsen ved lokalvalget var på 52 procent. Det er seks procentpoint højere end ved kommunalvalget i 2021, der var præget af coronapandemien, oplyser formanden for Sydafrikas valgkommission, Mosotho Moepya.
ritzau
fortsæt med at læse