Reaktionerne på Nordkoreas erklæring i går, om at styret i Pyongyang agter at foretage sin første atomprøvesprængning som svar på den amerikanske militære trussel mod landet, faldt prompte. »Det vil udgøre en alvorlig trussel mod freden på den koreanske halvø«, lød det fra en talsmand for den sydkoreanske regering. Fra atommagterne USA, Rusland, Storbritannien og Frankrig lød på én gang bekymrende og manende røster. En talsmand for den britiske regering sagde, at en nordkoreansk atomprøvesprængning vil blive set som »en højst provokerende handling, der vil få alvorlige konsekvenser«. Den vurdering deles af internationale eksperter, Politiken har talt med. »Ikke mindst Sydkorea og Japan vil i givet fald blive nødt til at forholde sig meget konkret til den øgede trussel. Muligvis ved at overveje at opruste med atomvåben selv«, påpeger Georges Le Guelte, forskningschef med speciale i atomvåben ved det ansete Institut des Relations Internationales et Stratégiques, IRIS, i Paris. »Den effekt, det kan få på spredningen af atomvåben på verdensplan, er i virkeligheden det værste«, vurderer Le Guelte. Hvorfor så ikke Iran? Eller Burma? »For hvis verdenssamfundet ikke har kunnet forhindre ét land i at anskaffe sig dem, er det jo indirekte et incitament til andre om at forsøge at udvikle dem også. Hvorfor så ikke Iran? Burma? Saudi-Arabien eller sågar Egypten? Det vil være dødsstødet for den internationale ikkespredningsaftale for atomvåben, NPT. Jeg tror ikke, at folk gør sig klart, hvad det kan betyde for den globale sikkerhed«. Georges Le Guelte siger dog, at ingen med sikkerhed ved, om Nordkorea besidder et fuldt funktionsdueligt atomvåben. »Vi ved, at de har haft held til at udvikle nok plutonium til at fremstille mellem to og seks atomvåben. Men man skal også kunne samle våbnet og detonere det under de rette betingelser«. En presset Kim Jong-il Le Guelte understreger dog, at han hovedsagelig tror, der er tale om et forsøg på at skaffe opmærksomhed fra Nordkoreas leder, Kim Jong-il, som lider hårdt under de seneste FN-sanktioner, der blev indført efter de nordkoreanske forsøg med langtrækkende missiler i juli. »Ingen taler om Nordkorea længere. Ingen diskuterer deres atomprogram. I stedet lader man Kim Jong-il sygne hen i sit lille hjørne, og det er måske det, han frygter allermest. Derfor er det vigtigt at lægge mærke til, at der er en vis tåge over erklæringen fra Pyongyang«, siger Le Guelte. Et synspunkt, der deles af den britiske sydøstasienekspert Alexander Neill, forskningschef ved det forsvars- og sikkerhedspolitiske forskningsinstitut Royal United Services Institute i London. »Kim Jong-il føler sig presset op i et hjørne, og det er et forsøg på at komme tilbage på dagsordenen«, forklarer han.
Satser for højt
Men denne gang satser den nordkoreanske leder alt for højt: »Kim Jong-il har næsten ingen kort tilbage på hånden. Han har altid spillet på den såkaldte strategiske tvetydighed – altså om han havde våbnene eller ej. Men nu er han løbet tør for alternativer, og når et dyr er fanget i et hjørne, reagerer det som bekendt på dybt uforudsigelige måder«. Han tvivler på, at Washington kunne finde på at foretage et præventivt angreb for at forhindre spredning af masseødelæggelsesvåben. Ikke mindst fordi ethvert forsøg på at straffe Nordkorea kan få meget alvorlige følger, idet Kim Jong-il stadig besidder massive lagre af kemiske og biologiske våben. Til gengæld pointerer han, at endnu en skærpelse af sanktionerne kan få alvorlige følger: »Nordkoreanerne er i forvejen ekstremt hårdt presset. Hvis det endnu en gang går ud over dem, er der fare for, at regimet decideret kollapser, eller at hæren måske forsøger at kuppe Kim Jong-il«. Ifølge Alexander Neill er den eneste holdbare løsning at vende tilbage til forhandlingsbordet. Men det vil næppe ske, så længe George W. Bush sidder i Det Hvide Hus.
