Tyske regeringspolitikere havde torsdag svært ved at få armene ned i begejstringen over, at massearbejdsløsheden i EU’s største land for første gang siden oktober 2002 er faldet under den psykologisk vigtige grænse på fire millioner mennesker. Forbundskansler Angela Merkel talte om en »meget glædelig udvikling«, mens arbejdsminister Franz Müntefering udtrykte enorm glæde over den »fuldstændig usædvanlige udvikling« for denne årstid. Arbejdsmarkedseksperter: Sensation Flere arbejdsmarkedseksperter betegnede da også tallene som en sensation, fordi ledigheden plejer at stige i november. Men ligesom i oktober, hvor arbejdsløsheden for første gang i fire år kom ned under de 10 procent, fortsætter det igangværende økonomiske opsving altså med at sætte skub i arbejdsmarkedet. »Det er meget, meget gode tal. Det værste på arbejdsmarkedet ligger nu bag os«, sagde økonom Ulrike Kastens fra Sal. Oppenheim-banken til nyhedsbureauet Reuters. Halv million tyskere i arbejde i løbet af et år Således kom knap 89.000 tyskere i arbejde i november, så arbejdsløsheden faldt til 9,6 procent. Dermed står 3,995 millioner tyskere nu uden et job, og det er 536.000 færre end for et år siden. »Det svarer til en mindre storby og er en udvikling, som ingen for et år siden turde spå om«, jublede socialdemokraten Müntefering i Forbundsdagen i Berlin. Stabil konjunktur og mildt efterår Ifølge det føderale arbejdsagenturets chef, Frank-Jürgen Weise, skyldes de positive tendenser især den stabile konjunktur og det milde efterårsvejr, som var til gavn for byggebranchen. »Efterspørgslen efter arbejdskraft fortsætter«, sagde han i Nürnberg. Ledigheden falder for ottende måned i træk Opsvinget gavner også ledigheden, når de sæsonmæssige faktorer trækkes fra: Den sæsonkorrigerede ledighed faldt i november for ottende måned i træk. Godt nok er der fortsat tale om 4,245 millioner - eller 10,2 procent - ledige, men også her kom 86.000 i arbejde, og det er langt flere end forventet. Selv om oppositionen gjorde opmærksom på, at fire millioner fortsat er et alt for højt antal ledige, gik regeringspartierne mere op i at tage æren for den faldende arbejdsløshed. Politikerne kæmper om æren Mens Müntefering hæftede sig ved, at det er den tidligere rød-grønne forbundsregerings arbejdsmarkedsreformer, der nu giver pote, mente Bayerns ministerpræsident, Edmund Stoiber, at det er de kristelige demokraters indtræden i regeringen for et år siden, som har givet tyskerne nye jobperspektiver. Chefen for det økonomiske forskningsinstitut HWWA i Hamburg, professor Thomas Straubhaar, sagde dog, at den store koalition med sit evige kævl om de rigtige arbejdsmarkedstiltag næppe har bidraget til, at ledigheden nu er på retur.
»Merkel kan ikke bogføre dette som sin succes. Det er en rød-grøn succes«, sagde han til netavisen Netzeitung og henviste til, at den tidligere regerings omstridte arbejdsmarkedsreform Hartz IV nu for alvor får langtidsledige i arbejde. 60.000 ud af de knap 89.000, der i november fik et job, er tidligere bistandsklienter, der pga. reformen Hartz IV nu skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.




























