Etiopiske styrker, der bistod Somalias overgangsregering med at fordrive islamister fra hovedstaden Mogadishu op til nytår, indledte i dag deres tilbagetrækning fra landet.
Det militære vakuum skal herefter udfyldes af Den Afrikanske Union, hvis gennemslagskraft dog er begrænset. »I dag begynder vi at trække vore styrker tilbage fra Mogadishu«, sagde general Suem Hagoss ved en ceremoni i den krigshærgede hovedstad, hvor tidligere krigsherrer og militsledere overdrog bunkevis af våben til den nyindsatte regering. Suem talte foran snesevis af etiopiske militærkøretøjer fyldt med soldater. Somalias indenrigsminister, Hussein Mohamed Farah Aideed, sagde, at de etiopiske styrker, der beskytter hans nye regering, inden for de kommende dage vil blive erstattet af fredsbevarende soldater fra Den Afrikanske Union (AU). »Styrker fra Malawi, Uganda og Nigeria vil ankomme inden for en uge«, sagde Aideed til journalister efter ceremonien. Sydafrika, Tanzania, Angola og Congo har også indvilget i at sende fredsbevarende soldater, tilføjede han, men har ikke fastsat nogen dato. 8.000 mand til Somalia Etiopiens regering siger, at den nu - efter at have hjulpet med at fordrive islamisterne under en to uger lang krig - ønsker at trække sine styrker hjem. Addis Abeba betragtede den religiøse bevægelse som en trussel mod regionen. AU har godkendt at en fredsbevarende styrke på henved 8.000 mand sendes til Somalia, men eksperter tvivler på organisationens evne til at samle en sådan styrke hurtigt, endsige få styr på landet, der har været martret af anarki siden fordrivelsen af diktatoren Mohamed Siad Barre i 1991. Donorer har lovet millioner af dollar til genopbygningen af Somalia. EU har eksempelvis lovet 15 millioner dollar i støtte til den fredsbevarende mission i Somalia. Men EU skabte mandag vrede hos regeringen i Mogadishu ved at sige, at denne støtte forudsætter, at den somaliske regering viser en vilje til forsoning med dets modstandere. »EU har ingen ret til at kræve og diktere, hvem eller hvad vil blive inkluderet (i fredsbestræbelserne, red.)«, sagde regeringstalsmanden Abdirahman Dinari i Mogadishu. »Erklæringerne fra EU er urimelige og opfordrer islamisterne til at fortsætte deres kamp«, tilføjede han. EU’s udviklingskommissær, Louis Michel, sagde, at han vil have, at regeringen i Mogadishu genindsætter den fordrevne parlamentsformand Sharif Hassan Sheikh Adan, ophæver eller lemper dens tre måneder lange undtagelsestilstand og fremmer pressefriheden i landet.




























