En kraftig brand hærgede tidligere i dag et slumkvarter i den sydøstlige by Chittagong i Bangladesh, hvor den kostede mindst 21 mennesker livet, siger en talsmand for politiet. Mindst 10 andre blev kvæstet ved branden.
Fire timer om at slukke branden
Redningsfolk bjærgede ligene af 10 børn, otte kvinder og tre mænd fra de nedbrændte bygninger, oplyser talsmanden. Han tilføjede, at de fleste af ofrene sov, da branden brød ud. Det tog brandvæsnet over fire timer at slukke flammerne, der hastigt åd sig gennem slumkvarterets tynde skure. Over 100 skure brændte ned. Årsagen til branden er endnu ikke kendt.




























