Rusland torterer tidligere fanger fra Guantánamo

Lyt til artiklen

Nu kan hele verden se, hvordan man torterer i Rusland, skrev russiske medier i december 2005, da de bragte billeder af Rasul Kudajev før og efter et politiforhør i delrepublikken Kabardino-Balkarien.

Kudajev var en af de syv russiske borgere, alle muslimer, som i 2004 var blevet sendt til hjemlandet fra det amerikanske fængsel i Guantánamo i Cuba. USA udleverede dem, efter at Moskva havde aflagt et diplomatisk løfte om at behandle dem humant. Men realiteten var det modsatte. De blev alle forfulgt, torteret eller udsat for afpresning, siger Human Right Watch (HRW), som genoptager de syv mænds sag i en rapport. Men den internationale menneskeretsorganisation anklager ikke kun russerne. I den 43 sider lange rapport beskylder den også USA for at have udleveret fangerne, selv om de var bange for repressalier i Rusland, og selv om flere direkte tiggede om lov til at blive. Tre af mændene sidder stadigvæk i russiske fængsler, de øvrige er enten emigreret eller lever i skjul. USA vidste besked »Den amerikanske regering vidste, at mændene sandsynligvis ville blive udsat for tortur, men sendte dem til Rusland alligevel«, hedder det i rapporten. Det er HRW’s anden analyse om problemet. Den første for et år siden fik ikke den ventede effekt, hverken i USA eller i Rusland, selv om den også indeholdt en række fakta om eksfangernes skæbne. Nu kommer organisationen med en direkte beskyldning mod USA om krænkelse af folkerettens love, fordi FN’s torturkonvention forbyder udlevering til lande, hvor der er risiko for tortur. »Erfaringen med Rusland beviser, at diplomatiske forsikringer om god behandling ikke er nogen garanti«, hedder det endvidere i rapporten. Straks fængslet De syv russiske borgere, som alle er etniske ikke-russere, blev anholdt af amerikanske styrker i Afghanistan og Pakistan i 2002. Kort efter blev de sendt til Guantánamo, fordi USA mistænkte dem for samarbejde med internationale terroristgrupper. Men mistanken blev ikke bevist, og der blev aldrig rejst tiltale mod mændene. To år senere blev de repatrieret til Rusland. Den mest chokerende af de syv sager er den nu 25-årige Rasul Kudajevs, mener internationale eksperter. Efter hjemkomsten i marts 2004 blev han og de øvrige eksfanger anklaget for medlemskab af en kriminel gruppe og to andre forbrydelser og varetægtsfængslet. Tre måneder senere blev tiltalen frafaldet og mændene løsladt, men i løbet af 2005 blev flere arresteret igen under forskellige påskud. Kudajev blev anholdt i august og beskyldt for deltagelse i et væbnet oprør i Kabardino-Balkariens hovedstad Naltjik. Lederen af Ruslands Islamiske Komite, Gejdar Djamal, sagde dengang til Radio Moskvas Ekko, at Kudajev var blevet bortført af nogle maskerede mænd, mens hans mor og hans søster måtte se på det. »Det er et eksempel på, at der i vores land finder kidnapninger sted i bedste sydamerikanske stil. Ingen bliver straffet for dem, fordi de er velsignet af officielle organer«, sagde Djamal. Kudajevs skyld er aldrig blevet bevist, men han er stadig fængslet, og ifølge sin familie og sin advokat udsættes han fortsat for tortur. HRW’s rapport er baseret på interview med Guantánamo-eksfangerne selv, deres pårørende og advokater samt af andre personer med indblik i sagerne. Russisk rapport De forhenværende indsatte fra Guantánamo er langt fra de eneste russiske borgere, som kender til mishandling fra myndighedernes side. Komiteen mod Tortur, som har sæde i byen Nisjnij Novorod, har netop offentliggjort en undersøgelse, ifølge hvilken flere hundrede russere har personlig erfaring med fænomenet. »Vi har i samarbejde med Videnskabsakademiets Sociologiske Institut spurgt 5.500 mennesker i fem forskellige regioner. Næsten hver femte har mindst en gang været udsat for vold eller tortur under politiforhør eller i et varetægtsfængsel. Det hyppigste motiv er at fremtvinge en tilståelse«, siger komiteens sekretær, Maksim Prytkov, til Politiken. Sociologiprofessor Jakov Gilinskij, som var med til at lave undersøgelsen, siger, at hver anden af de adspurgte er overbevist om, at tortur stadig er udbredt i Rusland. Hovedårsagen til problemet er ifølge Gilinskij »torturudøvernes fulde straffefrihed«. »Vores retssystem er stadigvæk præget af arven fra det totalitære sovjetregime«, siger sociologen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her