Dårligt vejr har gjort det vanskeligere for de internationale styrker, der nu i en uge har været involveret i et større slag mod Talevan og al-Qaeda soldater i det østlige Afghanistan. Men kampene fortsættter. Den amerikanske oberstløjtnant Joe Smith, der er stabschef for angrebsstyrken i området, indrømmede, at sne og støvstorm havde påvirket operationen, men han påpegede samtidig, at det var en kamp, der skal vindes på jorden, og at jordoperationen fortsætter trods de vanskelige vejrforhold. »Det er kamp centreret om landkrig. Det er derfor, vi er til stede på landjorden«, sagde Joe Smith ifølge Reuters. Ny operation Krigen mod Taleban og al-Qaeda er udvidet med en ny operation for at fange Talebanlederen mullah Omar. Han menes at skjule sig i bjergkæden Khwaja Amran, der ligger langs grænsen til Pakistan i det sydøstlige hjørne af landet. Det er britiske specialtropper fra SAS, der i stor hemmelighed har indledt jagten på Omar. Omar undslap i januar på en motorcykel, da han var omringet i det centrale Afghanistan. Imens rykker omkring 2.000 amerikanske tropper, støttet af bl.a. danske jægerkorpssoldater og omkring 1.000 lokale afghanere frem i det hulekompleks ved Gardez, hvor mindst 1.000 Taleban- og al-Qaeda-tilhængere har bidt sig fast i en række forsvarsværker i de utilgængelige bjerge. Øjensynlig får de nye forstærkninger, både soldater og forsyninger. »Vi har dræbt mindst halvdelen af de styrker, der er. Vi har også fanget en konvoj af forstærkninger, der var på vej ud i åbent terræn, og stort set udslettet den«, sagde generalmajor Frank Hagenbeck, der leder Operation Anakonda, som offensiven er blevet døbt. Langsom fremrykning Han oplyste på en pressekonference, at der foregår voldsomme nærkampe, mens de amerikanske enheder langsomt rykker frem fra hulekompleks til nye forsvarsværker. I flere huler er der fundet morterer og store mængder ammunition. Man har også fundet udenlandske pas og kørekort. I flere tilfælde rykkede man ind i huler, hvor soveposerne stadig var varme og tevandet kogte, fortalte en amerikansk seniorsergent til CNN. Norske officerer oplyser, at enhederne fra de allierede jægerkorps opererer under ekstreme forhold. De bruges som fremskudte observationsposter og er gravet ned i sneen i over 3.000 meters højde, hvor luften er så tynd, at det er svært at trække vejret. Karzai: Fremgangsrig offensiv Den midlertidige afghanske regeringsleder, Hamid Karzai, sagde torsdag, at offensiven var fremgangsrig, og at den kunne afsluttes inden for få dage. »Vi vil udrydde dem og sende dem til helvede«, sagde han Men general Hagenbeck sagde, at der nok ville gå et par uger, inden de sidste forsvarslommer er nedkæmpet. Og der er stadig en risiko for, at der kommer nye forstærkninger til bjergene ved Gardez. Hidtil er otte amerikanere dræbt og 48 sårede, de fleste dog så ubetydeligt, at de fortsat kan kæmpe videre. Hellig krig »Vi har efterretninger fra mange kilder, om at de lokale fundamentalister har erklæret 'Jihad', hellig krig, mod amerikanerne og deres koalitionspartnere. Der kanaliseres stadig nye kæmpende ind i området«, sagde Hagenbeck. Det er den britiske avis Independent, der kan fortælle, at det er britiske SAS-enheder, støttet af lokale militsgrupper, der har indledt jagten på mullah Omar langs grænsen til Pakistan. Der har været ført forhandlinger mellem den lokale guvernør i Kandahar-provinsen, Gul Agha Shirzai, og ledere af Taleban om en eventuel overgivelse. Det er oplysninger fra disse forhandlinger, der har ført briterne på sporet af Omars opholdssted. Men der er ingen oplysninger om, hvor Osama bin Laden måtte opholde sig. Den franske forsvarsminister Alain Richard betegnede det i aftes som »sandsynligt«, at Osama bin Laden er død. En anden mulighed er, at han er flygtet fra Afghanistan. Richard fastslog, at mullah Omar er lokaliseret i den sydlige del af landet, hvor han beskyttes af lokalbefolkningen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Forsker: Man kunne også bare sige til forældre, der får afslag, at det også handler om økonomi
Lyt til artiklenLæst op af Kirsten Nilsson
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Christian Jensen
Trump fortjener den største af alle skamstøtter, og den er heldigvis netop blevet rejst
Leder af Christian Jensen




























