Østrigsk politi har afsløret en gruppe falskmøntnere og beslaglagt over 105 millioner kroner i falske eurosedler.
Politiet i Salzburg oplyser, at syv mænd blev anholdt tidligere på ugen i byen Villach. Tre af mændene er fra det tidligere Jugoslavien, mens de andre fire er italienere. Sedlerne er ifølge politiet af dårlig kvalitet. Nogle så dårlige, at selv uerfarne bankfolk eller forbrugere ville fatte mistanke. I et forsøg på at skjule den dårlige kvalitet havde svindlerne lagt ægte 500 eurosedler øverst i hver bunke. I alt fandt politiet cirka 75.000 euro i ægte sedler. Det var en specialenhed under det østrigske politi, der opsporede svindlerne.




























