Familie dræbt da mor ville forhindre søn i selvmordsangreb

Lyt til artiklen

En mand, der havde planlagt en selvmordsaktion, dræbte sig selv og fem medlemmer af sin familie, da hans mor forsøgte at forhindre ham i at udføre sit forehavende i Afghanistan, oplyser afghansk politi. Den 22-årige mands sprængstoffyldte vest detonerede, da hans mor desperat forsøgte at stoppe ham, da han ville udføre en selvmordsaktion i Afghanistans sydlige Uruzgan-provins. »Hans mor greb fat i vesten og sagde, »tag den af, vi ønsker ikke, at du skal gøre dette««, fortæller politichefen i provinsen, der citerede den 22-åriges overlevende far. Det var, da moren greb fat i vesten, at bomben sprængte. Ud over den 22-årige og hans mor blev også to af mandens søstre og to af hans brødre dræbt. Et andet barn og faren blev kvæstet. Træning på koranskole i Pakistan Den 22-årige havde fået sin træning på en koranskole i Pakistan og havde fået til opgave at gennemføre en selvmordsaktion mod de udenlandske styrker i Afghanistan. Afghanistan har været ramme om over 120 selvmordsangreb alene i år. De fleste er gennemført af den fundamentalistiske Talebanmilits. Snesevis af mennesker er blevet dræbt, hovedparten civile. FN’s mission i Afghanistan skrev i en rapport i september, at mange af dem, der gennemfører selvmordsangrebene, har været gennem koranskoler i Pakistan.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her