Lyt til artiklen
Khamis er alt for lille til det her. Han ligger i en hospitalsseng, der er alt for stor til ham, og han har alt for mange sår til en 12-årig krop. Ved drengens venstre albue kan man se, hvordan det begyndte. Der er en lille næsten usynlig fure ned over leddet, som er slået en smule skævt. Det var her, riffelkuglen ramte Khamis for tre år siden.
Skød til alle sider
Såret på armen er helet nu, han havde næsten glemt det, selv om han aldrig glemmer den dag, han fik det.
Det var den dag, janjaweeds red ind i hans landsby og skød til alle sider. En af kuglerne ramte Khamis’ arm, en anden strejfede hans fars hoved, og så var der en, som slog hans mor, Halima, ihjel.
Khamis’ far og hans kone nummer to fik alle syv børn med ud af Tanu, og sammen med de andre overlevende fra den lille landsby gik de i 15 dage mod grænsen til Tchad; en strækning, der består af ørken, sten og tornede træer.
Inde på den anden side af grænsen kom de med en lastbil, der kørte dem til flygtningelejren Goz Amer.
Farligt legetøj
Her havde de boet i tre år, dagene lignede hinanden. Han stod op om morgenen, fik lidt mad sammen med sine søskende, så gik han og hans bror i skole, mens de små kom med hans stedmor i marken.
Når skoledagen var slut, ved frokosttid, gik han ud til den lille stribe jord, familien har lejet for at dyrke forårsløg.
Her hjalp han til, når han ikke sneg sig væk for at spille fodbold. Klokken seks om aftenen var der igen lidt mad, inden han blev sat til at læse Koranen i to timer. Og så i seng.
Men så for elleve dage siden fandt de voksnes våben igen Khamis.
Han og de andre børn var gået i skole, og hans far, Guma Adam, var ved at gøre æslet klar til en tur på markedet, da han hørte braget.
Det kom fra skolen, og mens Guma Adam løb de 400 meter forbi vandtanken og ind på skolen, kunne han høre de første skrig. Da han nåede frem, var der grædende, blødende børn over det hele, voksne, som råbte, og flere af dem pegede mod en skikkelse på jorden:
»Det er Khamis, han er død!«.
Guma Adam knælede ved sin søn, der havde blod overalt, han lagde sin hånd på drengens mave og mærkede, den var varm. Og bevægede sig op og ned. Khamis havde overlevet igen.
Denne gang var det en håndgranat eller en lille mine – ingen af børnene er sikre. De havde fundet den runde brune ting i den udtørrede flodseng ved Goz Amer-lejren, hvor regeringshæren havde kæmpet mod oprørere lige før nytår.
Et af børnene havde taget den brune metalgenstand med ind i klasseværelset, hvor de kastede den rundt mellem sig og sparkede til den, da den sprang.
Hårdt såret
Ingen ved rigtig, hvor mange børn der var i det 30 kvadratmeter store rum, men der er normalt 77 børn i klassen, og 18 af dem blev såret ved eksplosionen.
Khamis er den værst tilredte, nogle af hans klassekammerater fortæller, at han var med til at lege med det, de havde fundet. Khamis selv vil ikke tale om eksplosionen.
Han har mistet fire fingre på venstre hånd, højre hånds tommelfinger og to tæer på venstre fod. Overkroppen er plettet af sorte sår efter sprængstykker, og på halsen dækker en tyk bandage et snitsår, hvor en metalsplint har skåret en blodåre over.
Den lille dreng ligger i en blå seng på stue E i Goz Beidas Hospital 45 kilometer fra flygtningelejren, som blev hans hjem. Der er otte senge på stuen, de er fuldt belagt, 10-15 bekymrede slægtninge og lugten af bræk fra de improviserede papbakker på betongulvet fylder de 25 kvadratmeter helt ud.
Han sover på siden med benene trukket op under sig. Da Guma Adam sætter sig på den anden side af sengen, vender drengen sig halvt i søvne og strækker sin venstre hånd ud mod faderen. Den ene finger, han har tilbage, stritter ud i luften, mens hånden i bandagen lægger sig på madrassen.
Han åbner to matte øjne, de bliver klare og fokuserede et øjeblik, inden de lukker sig.
Har brug for blod
