Den 25-årige Abdul Rahman er blevet idømt seks års fængsel.
Under retsagen i Manchester Crown Court sagde politiets anklager, Parmjit Cheema, at den dømte havde forsøgt at rekruttere britiske muslimer til at slås side om side med en gruppe ekstremister i Afghanistan og Mellemøsten.
Abdul Rahman har erkendt sig skyldig. Han er den første person i Storbritannien, der bliver dømt for at sprede terrorpropaganda. Det skriver Reuters.
Ikke-ekstremistiske muslimer skulle dræbes
Politiet fandt disketter med drabelige taler, da de ransagede Rahmans hjem. Talerne, der handlede om, at ikke-ekstremistiske muslimer skulle dræbes, var blevet holdt til større forsamlinger i Pakistan.
Sagens dommer Clement Goldstone sagde efter domsafsigelsen, at han håbede, at dommen ville fungere som en slags advarsel for dem, der overvejer en flirt med ekstremisme.
Terror frem for studier
Den terrordømte Abdul Rahman kom til Storbritannien i september 2004 for at studere.
Men dagen efter han var startet på universitetet i Dundee i Skotland, droppede han ud af sit studie for at tage til Manchester, hvor man mødtes med andre ekstremistiske muslimer.




























