I næste uge afgør den tyske forbundsdag, om tidligere forbundskansler Gerhard Schröder og flere af hans ministre skal afhøres om Tysklands støtte til USA under angrebet på Irak i foråret 2003. Blandt de sikre vidner for det parlamentariske undersøgelsesudvalg, oppositionen vil nedsætte, er landets nuværende socialdemokratiske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier, der under Irakkrigen var leder af kanslerkontoret. Kritik af Merkel Desuden må det anses for givet, at den tidligere socialdemokratiske indenrigsminister Otto Schily og den daværende grønne udenrigsminister Joschka Fischer skal stå skoleret for udvalget. Sagen er ikke blot pinlig for Schröder og hans tre topministre. Også den nuværende forbundskansler Angela Merkel anklages af oppositionen for ikke at have gjort nok for at opklare, om den tyske efterretningstjeneste BND via sine agenter i Bagdad og Qatar leverede amerikanerne oplysninger, som kunne bruges under angrebet. Schröder holdt i 2003 officielt Tyskland uden for krigen, og det gjorde ham populær ikke alene i den tyske befolkning, men også i den arabiske verden. Fælles front Det er en række afsløringer i amerikanske medier, der har samlet Forbundsdagens tre oppositionspartier, De Grønne, FDP og Venstrepartiet, i fælles front mod regeringen. De tre partier kan stille med de 25 procent af forbundsdagens medlemmer, der kræves for at få nedsat et parlamentarisk undersøgelsesudvalg. Udvalget har vidtstrakte magtbeføjelser. Vidner skal oplyse, hvad de ved, og regeringen skal udlevere alle relevante aktstykker til de politiske repræsentanter, der udgør udvalget. Udvalget skal koncentrere sig om fem temaer: 1. Hvordan hjalp BND amerikanerne under krigen? 2. Hvad foretog regeringen sig, efter at en tysk statsborger, Khaled el Masri, var blevet bortført af USA og anbragt i et torturfængsel i Afghanistan, før han fire måneder senere blev sat fri igen? 3. Hvorfor har tyske politifolk deltaget i afhøringer af tyske statsborgere i torturfængsler i Syrien og Guantánamo? 4. Hvad vidste og ved regeringen om CIA-flys ulovlige mellemlandinger i Tyskland med fanger på vej til torturfængsler? Endelig skal udvalget for det 5. holde en dør åben for afhøringer om nye afsløringer i medierne. Merkel imod udvalget De fire første punkter har allerede været endevendt i Forbundsdagens parlamentariske kontrolorgan, hvor efterretningsanliggender drøftes i fortrolighed. Men de tre oppositionspartier mener ikke, at man her har fået de fornødne informationer. Der har været for mange dementier, der siden er blevet modsagt af reportager i medierne. Merkels koalitionsregeringaf SPD og CDU/CSU ønsker ikke udvalget nedsat. Den mener, at det kan skade Tysklands interesser. Nogle medier mener, at høringerne kan afsløre, at Tyskland spillede dobbeltspil: De tyske agenter gav amerikanerne værdiløse informationer i bytte for oplysninger, der havde ægte værdi for Tyskland.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Jørgen Ramskov
Debatindlæg af Timothy Garton Ash
Leder af Christian Jensen




























