Når de har fældet træerne, slæber de dem ned til floden med bøfler. Og der er ikke noget, vi kan gøre ved det«. Ermin sukker dybt. Som assistent for et hold udenlandske forskere på forskningsstationen Bangan Pengolola dybt inde i regnskoven på den indonesiske ø Sumatra vandrer han hver dag kilometer efter kilometer i det svært fremkommelige terræn. Formålet er at studere og bevogte en af verdens mest unikke oprindelige skove, herunder ikke mindst bestanden af orangutanger.

Men i et område, der er trefjerdedele af Danmarks omfang, kan en lille flok forskere ikke holde øje med det hele. Og derfor må Ermin og de øvrige ansatte i nationalparken se til, mens fattige bønder og store firmaer fortsætter den illegale skovning. Enten i mindre skala med bøfler som trækdyr, eller som storindustri med bulldozere – som de lokale omtaler som ’de gule elefanter’. Både et problem for dyrelivet og atmosfæren
Og så er situationen i Ketambe, der ligger i Aceh-provinsen, endda bedre end mange andre steder i Indonesien. Her er skovningen så omfattende, at der hvert eneste minut forsvinder et regnskovsområde svarende til fire fodboldbaner. Det er ikke kun et problem for det virvar af dyreliv, der findes i de fugtige skove. Når træerne er fældet, brændes tørvejorden af og frigiver enorme mængder CO2. Indonesien er verdens tredjestørste udleder af CO2
Så selv om Indonesien er et af verdens fattigste lande, optræder det i dag på en lidet flatterende tredjeplads over verdens største udledere af CO2. Det er også forklaringen på, at Indonesien og en række andre udviklingslande med store mængder af regnskove, er kommet i centrum på klimakonferencen på Bali.