Den er usynlig, uden smag og uden lugt. Den er farlig, men mest for dem, der endnu ikke er født. CO2 hedder den gasart, der tegner sig til at blive århundredets alvorligste trussel: En »verdensomspændende nødsituation«, som nobelpristager Al Gore ynder at udtrykke det: »selv om det stadig lyder skingert i nogles øren«. Tonen er blevet skarpere Men Al Gores retorik er ikke længere en sjældenhed, tværtimod.
Igennem det seneste år er tonen blevet uhørt skarp fra både forskeres og politikeres side. Og der bliver stadig flere eksempler på, at klimaforandringerne er langt mere alvorlige end hidtil antaget. Den accelererende afsmeltning af isen i Arktis er et kendt eksempel. Oversvømmelserne i Bangladesh og andre udviklingslande et andet. Men i sommer kom klimaforandringerne også endnu tættere på os i den rige del af verden: Med næsten tropiske regnskyl på danske breddegrader, voldsomme skovbrande i Grækenland og Californien, og kulminationen på næsten syv års ødelæggende tørke i Australien, der blot var få uger fra nærmest at lukke og slukke for landbruget. Hvorfor bliver resultatet forsinket? Men hvis klimatruslen er så alvorlig, hvorfor er slutdokumentet på FN’s klimakonference på Bali så blevet mere og mere udvandet? Hvorfor har nogle af verdens største økonomier forsinket konferencens afslutning for at få små tal og ord skrevet ud af en tekst, der ikke engang er endegyldig, men blot skal fastlægge, hvad man skal forhandle om frem til topmødet i København 2009? Hvorfor kan alverdens regeringer ikke bare skynde sig at blive enige om en aftale, der effektivt vil bremse den globale opvarmning? Faren skal kunne mærkes Al Gore pegede i sin brandtale ved konferencen torsdag på en af hovedårsagerne: Menneskeheden er skabt – eller udviklet – til at reagere hurtigt mod umiddelbare farer: Du ser en slange foran dig og løber væk. Du kan lugte, at der er røg i dit hus og ser efter, om der er flammer. Men hvad nu hvis en fare ikke kan ses, høres, smages, lugtes eller mærkes på huden? Så kan det være meget svært for Homo Sapiens at indse, at den kan være alvorlig. Når der så oven i købet hos de enkelte lande er faktorer, som trækker yderligere i retning af at forholde sig passivt, begynder man at forstå, hvorfor videnskabelige fakta ikke får verden til at bevæge sig i mere end slowmotion. USA's kodeord er frihed Tag USA, som alle andre lande har udpeget som den store skurk på Bali. Ja, amerikanske græsrodsorganisationer sagde direkte, at Bush-regeringens udsendinge ’chikanerede’ forhandlingerne ved stædigt at modarbejde enhver henvisning til FN’s klimapanel og konkrete forpligtelser om CO{-2}-reduktion. For amerikanerne er kodeordet frihed. De har en indgroet modvilje mod internationale aftaler, der begrænser friheden – for nationen og for individet. Lidt forenklet udtrykt vil USA have sin frihed til at agere som en stormagt, som Guds eget land. Mens den almindelige amerikaner vil have friheden til at sætte sig i sin bil og køre ud på landevejen. Amerikanerne vil have hestekræfter Og bilerne i Guds eget land bliver større og større. En topchef fra Honda påpegede ved Balimødet over for Politiken, at brændstoføkonomi ligger på en 34. plads over, når amerikanere køber bil.
