Døren stod vidt åben til villaen på Phillips Avenue i den fashionable forstad Belgravia i Zimbabwes hovedstad, Harare. Efter at have banket gentagne gange på døren, lød en gammelmandsrøst inde fra mørket: »Så kom dog indenfor«. Ian Smith havde i modsætning til sin afløser, Robert Mugabe, og sin nabo, den cubanske ambassade, ikke brug for livvagter. Den – i 1993 under mit besøg – 74-årige Smith pralede af, at han heller ikke havde haft behov for beskyttelse, mens han var premierminister for Sydrhodesia, som Zimbabwe hed, inden landet fik sort flertalsstyre i 1980. »Jeg blev beskrevet som en fare for verdensfreden, men havde aldrig nogen livvagter. I Rhodesia så vi de lykkeligste sorte ansigter i verden. Vi havde ingen racisme, og vi havde aldrig problemer racerne imellem«, fastslog Ian Smith, mens hans hustru Janet serverede te og kiks. Robert Mugabes brutale styre tog over Man kan næsten se de gamle, hvide ’rhodies’ nikke samtykkende og sige, at vores ’good ole Smithy’ havde fuldstændig ret. For Rhodesias sorte flertal var Ian Smith imidlertid en diktatorisk racist, og tusinder mistede livet i bestræbelserne på at vælte det hvide mindretalsdiktatur.
Ian Smith fik så desværre ret i, at det undertrykte folk kom fra asken i ilden med Robert Mugabes brutale styre, som har gjort Zimbabwe til et fallitbo. Racistiske forbilleder Ian Douglas Smith blev født 8. april 1919 i det vestlige Rhodesia. Hans familie stammede fra Skotland, men Ian Smith opfattede sig selv som afrikaner – hvid afrikaner med streg under hvid. Ingen tvivl om, at manden var glødende racist, selv om han hårdnakket benægtede det lige til det sidste.
