Nelson Mandela har altid været en aktivist af den type, der ikke lader andre sidde stille.
Det gælder også i sport. Så når Mandela som ung far kunne finde en pause i kampen mod det racistiske apartheidstyre, slæbte han sønnen Thembekile med ned i den lokale sportshal for at bokse. Ledelsen af træningen gik på omgang for at »udvikle lederevner, initiativ og selvtillid«, skriver Nelson Mandela i sin selvbiografi ’Vejen til frihed’. Her fortæller han også, hvordan sønnen som 10-årig ultraletvægtsbokser nød at herse med sin far: »Mister Mandela, du spilder vores tid i aften. Hvis du ikke kan følge med, hvorfor går du så ikke hjem og sætter dig sammen med de gamle koner?«. »Alle elskede disse hug, og jeg var glad for at se min søn så glad og selvsikker«, skriver Mandela. Godt 40 år senere er indendørs fodbold den mest populære sportsgren i den noget større hal, der i mellemtiden er opført lidt nede ad gaden. Men træneren Lucas Mhoni opdrager stadig sine unge spillere i Mandelas ånd: »Jeg fortæller dem, at man nogle gange kan være heldig at vinde – og nogle gange kan man ikke. Så man må lære at acceptere, hvad livet bringer, ligesom Mandela gjorde. Han mistede sin mor og sin familie, mens han var i fængsel for nationens skyld. Jeg fortæller dem om udholdenhed og at tro på deres mål. Så skal de nok nå dem«. Drømmen om et brusebad Den ny tids Thembekile er drenge som den 11-årige Karabo Zondi, hvis selvtillid ikke lader holdkammeraterne i tvivl om, at han er på banen og har styr på spillet. Karabo har forstået nok af trænerens formaninger til at sige, at fodbold holder ham ude af kriminalitet og rygning. Men han er langt mere optaget af drømme om fremtiden, som de fleste drenge i Thembekile Mandelas årgang i det racedelte Sydafrika ville have anset for ren utopi. »Jeg vil være ingeniør eller videnskabsmand«, siger han og tilføjer en forklaring, der afslører, at apartheid er blevet afløst af en ny fjende: »Jeg vil finde en kur imod aids – så jeg kan tjene penge«. Man fornemmer, at den virkelige årsag til Karabos drøm om en kur mod aids er alt for smertelig at tale om, og vi lader emnet ligge. Men ligesom mange andre børn i Sydafrika opdrages drengen af sin bedstemor. De bor i et af Sowetos små murstenshuse – ikke langt fra Mandelas gamle kvarter – som Karabo ofte plager om at få udvidet. For eksempel med et brusebad, som hans fætter har. Så fortæller bedstemoderen Lindi Zondi gerne, at huset ser ud, som det gør, fordi det hvide apartheidstyre byggede Soweto og tvang sorte til at leve i trang fattigdom. Apartheid ømtåleligt som sex Bedstemoderen har nu et godt job i en bank, men pengene skal bruges på Karabos uddannelse, ikke på badeværelser. Derudover taler de to ikke meget om fortiden og apartheid. For Lindi Zondi har gået og ventet på, at drengen skulle blive »moden nok« til at forstå hele sammenhængen. Det lyder næsten, som når mødre og fædre i Danmark udskyder samtalerne om sex med deres børn. Men også i Sydafrika ved ungerne selvfølgelig mere, end forældrene drømmer om. »Hvide var på toppen som advokater, videnskabsmænd og læger, mens sorte kun kunne være tømrere og blikkenslagere«, siger Karabo. Han ved også, at udlandet lagde pres på det hvide styre med »sanktioner, boykot og afvikling af sine investeringer«. Og så går det ellers over stok og sten med en politisk diskussion, som ville have imponeret selv Mandela. Karabo synes som mange andre fattige sydafrikanere, at han har fået for lidt ud af demokratiets ankomst. Og han køber ikke argumenter om, at staten har betalt for infrastruktur som hans skole og vejen derhen: »Som jeg forstår det, betaler befolkningen selv for veje og skoler. For når du køber et brød til otte rand, er der lagt moms på. Og de penge bruger regeringen til at bygge for«, siger Karabo. For meget Vasco da Gama Den 11-årige knægt kender også navnet på nationalbankdirektøren, Tito Mboweni, som ifølge Karabo er ansvarlig for Sydafrikas stigende inflation. Og drengen fatter ikke, hvorfor regeringen ikke sætter benzinprisen ned. For meget af landets brændstof bliver jo fremstillet lokalt af kul med en teknologi, som Sydafrika udviklede under apartheidårenes isolation. Bagefter viser Karabo sine skolebøger frem. Han er vild med beretningerne om de store opdagelsesrejsende, der sejlede syd om Afrika og fandt søvejen til Asien. Men her bliver det for meget for hans bedstemor. For hvorfor skal børnene stadig bruge tiden på disse store hvide mænd fra en fjern fortid, som har fyldt skolebøgerne siden apartheidårene? »Jeg lærte om Vasco da Gama, min datter lærte om Vasco da Gama, og nu skal han også lære om Vasco da Gama. Hvor er historierne om Nelson Mandela?«, næsten råber hun. Thembekiles død Da Karabo lidt efter er ude at finde støvlerne til eftermiddagens fodboldkamp, afslører Lindi Zondi, hvorfor hun har ventet på det rette øjeblik til at diskutere apartheid med barnebarnet og egentlig helst så, at skolen tager sig af det: »Fortiden var ikke rar. Og jeg kommer nemt til at græde, når jeg husker, hvad der skete. Jeg ville have ham til at være moden nok til at forstå, hvordan nutiden hænger sammen med fortiden, hvorfor vi bor i dette lille hus, uden at han kommer til at se hvide mennesker som uhyrer«, siger hun. »Jeg vil ikke være med til at opbygge nye barrierer. De gjorde, som de gjorde, fordi de ikke forstod os. Fordi de var bange for os. Børn har ikke den slags begrænsninger. Og det skal vi takke Mandela for«. Den gamle mand ville utvivlsomt selv takke Lindi Zondi for at have fanget kernen i hans budskab om forsoning så præcist. Men samtidig ville Nelson Mandela formentlig få et stik i hjertet ved at se Karabo løbe rundt i sportshallen i sit gamle kvarter. Mandelas egen søn Thembekile nåede aldrig at opleve det fri Sydafrika, som Mandela trænede ham til at blive en leder i. For sønnen blev dræbt i en trafikulykke, mens Nelson Mandela stadig sad på fangeøen Robben Island.
