Nelson Mandela er verdensberømt for at overtale Sydafrikas hvide racister til at lade det sorte flertal lede Afrikas mest moderne stat.

Men det er kun den halve historie om ikonet, der på fredag fylder 90 år. En times flyvning fra regeringsbyen Pretoria sidder hans barnebarn Mandla Mandela på et løveskind og fortæller, hvordan bedstefaderen opfordrede ham til at opgive sit liv i finans- og it-branchen og rejse den modsatte vej: væk fra storbyen Johannesburg, hjem til traditionerne i landsbyen Mvezo, hvor Nelson Mandela selv blev født det år, da Første Verdenskrig sluttede. Altså i 1918. »Mange mennesker taler kun om ham som politiker, diplomat, en statsmand, en demokrat og synes at tro, at det alt sammen er et resultat af vestlige værdier. Men når jeg begynder at fortælle om de traditionelle værdier og principper, han blev indpodet her, forstår de, at min bedstefar faktisk er en traditionalist«, siger Mandla Mandela. Mobiltelefon på løveskindet Vi finder høvdingen en onsdag morgen, hvor han ruller løveskindet ud før det ugentlige møde med landsbyen. Her er Mandla Mandela både borgmester og dommer. Blandt dagens øvrige gæster er ledelsen af en udviklingsorganisation, der vil høre, om de kan hjælpe med noget. Landbyboernes ønsker antyder, at det så sandelig er tilfældet: De vil gerne have brønde, så de ikke skal drikke flodvand sammen med køerne. Asfalt på vejen til Mvezo for at undgå, at de kører fast i mudder på vej til hospitalet. Måske en ambulance. Og ganske afgjort bedre undervisning. »Vores unge dør, fordi de er analfabeter. De bliver hiv-smittet, og før de ved af det, er de døde uden at ane, hvad der slog dem ihjel,«, siger en ældre kvinde. Mandla Mandela oversætter til engelsk, mens han distræt klør løven i nakkehåret eller besvarer opkald på et af sine royale statussymboler fra den anden verden: en mobiltelefon med et nummer, der ender på tre nuller. Høvdingens ture til Johannesburg foregår i en knaldsort japansk flyder af mærket Lexus med nummerpladen: 001 NRM – Nelson Rohlihlahla Mandela. Ballademageren Bedstefarens mellemnavn var hans oprindelige fornavn og kan bedst oversættes som ’ballademager’. Nelson Mandela fortæller i ’Vejen til frihed’ – hans selvbiografi om den forhandlede revolution, der i 1994 gjorde ham til Sydafrikas første sorte præsident: »Jeg tror ikke, at navne er skæbne, eller at min far på en eller anden måde forudså min fremtid, men senere tilskrev venner og slægtninge mit fornavn de mange storme, jeg har været årsag til«. ’Nelson’ blev tilføjet i landsbyskolen, hvor alt fra sprog til pensum var styret af de britiske koloniherrer. De smed også Mandelas far ud som høvding i Mvezo for lydighedsnægtelse, da Nelson var få uger gammel. Familien flyttede derfor til nabolandsbyen Qunu. Først sidste år vendte høvdingetitlen i Mvezo tilbage til Mandelaklanen, da Mandla blev indsat i overværelse af Nelson: »Han var meget rørt og sagde, at han nu kan dø lykkelig i bevidstheden om, at hans fars titel er blevet generobret«, siger Mandla Mandela. »Selv om nationen og hele verden anser ham for en statsmand og et globalt ikon, har vi altid haft et forhold som bedstefar og barnebarn. Han gav mig mine første fodboldstøvler og min første bil«. Omskåret med et spyd Tilbage i 1920’erne fulgte Nelson Mandela i sin egen barndom på denne egn nøje xhosafolkets traditioner. Han voksede op på gulvet i en lerhytte, drak mælk direkte fra køernes yver og anså hurtigt fodarbejde under tvekamp med stokke for noget af det vigtigste, man kunne lære i livet. Som 16-årig blev Nelson Mandela omskåret med et enkelt snit af et skarpslebent spyd. Han skammede sig over, at smerten et kort øjeblik forsinkede ham i at råbe det krævede ’ndiyindoda’ – ’jeg er en mand’. Men seks år senere brød Nelson Mandela for første gang med traditionerne ved at rejse til Johannesburg på flugt fra et arrangeret ægteskab. I storbyen blev han advokat og frihedskæmper med base i de sorte townships i Soweto, hvor også Mandla Mandela senere voksede op. Er farfar kriminel? Høvdingen er søn af Makgatho Mandela, en af Nelsons sønner fra hans første ægteskab med Evelyn Mase. Da Mandla Mandela blev født i 1971, var farfaderen for længst sendt til fængselsøen Robben Island som politisk fange. Det var derfor først under demonstrationer mod apartheidstyret i Soweto, at Mandla Mandela fornemmede, at han er barnebarn af en myte: »På gaderne hørte jeg folk råbe ’power, power’ og derefter ’Mandela’. ’Viva Mandela’, sagde de, og jeg tænkte: Wow, det er mit navn! Hjemme begyndte min far langsomt at fortælle historien«. Men Mandla Mandela var stadig forvirret, da han 9-10 år gammel for første gang havde besøgt sin fængslede bedstefar: »Han sagde: Du må være Mandla. Kom til mig, mit barnebarn. Jeg tænkte: Barnebarn? Ud fra omgivelserne kunne jeg se, at det var et fængsel – der var jo tremmer. Så jeg var meget reserveret, da jeg forbandt fængsler med kriminalitet. Da jeg kom hjem, var mit første spørgsmål til min far: Hvorfor er bedstefar i fængsel? Derefter begyndte han at bevidstgøre mig om kampen for frihed«. Sendt til Swaziland Også den hvide regering begyndte i de år at interessere sig for Nelson Mandela og hans frihedsbevægelse ANC’s visioner om et samfund uden racediskrimination. Parterne indledte derfor de første forhandlinger. Det fik sine helt særlige konsekvenser for barnebarnet Mandla, der nu var teenager. Fra fængslet beordrede bedstefaderen, at han blev sendt i skole i nabolandet Swaziland for at garantere dynastiets overlevelse: »Han ville sikre, at mindst én mandlig arving blev isoleret og holdt udenfor, i det tilfælde at noget skulle gå galt«. Det vidste Mandla Mandela dog ikke dengang: »Det gav en masse spændinger mellem mig og min mor. For jeg troede, det var hende, der havde fundet på det«. Venner og fjender gav bekymringer Nelson Mandelas bekymringer for sin egen sikkerhed skyldtes både venner og fjender. For i ANC’s hovedkvarter i eksil i Zambias hovedstad, Lusaka, drømte mange stadig om at vælte apartheidstyret med magt. Nelson Mandela forklarer i ’Vejen til frihed’ om netop det: »Jeg vidste, at nogle af dem, der var blevet løsladt de seneste år, var rejst til Lusaka og havde hvisket: Madiba (Mandelas klannavn) er blevet blød. Han er blevet bestukket af myndighederne. Han går i jakkesæt, drikker vin og spiser fin mad«. Alligevel valgte Nelson Mandela i sin enecelle at trække på arven fra barndomslandet Mvezo og Qunu frem for ANC’s demokratiske tradition: »Der er tider, hvor en leder bliver nødt til at gå foran flokken og slå ind på en ny kurs, overbevist om, at han fører sit folk den rigtige vej«, forklarer han i selvbiografiens måske vigtigste citat. Arven efter høvdingen Det var jo netop modet til at erstatte frihedskamp med forhandling og forsoning, der var kernen i Nelson Mandelas magi, og som førte til det historiske gennembrud ved Sydafrikas overgang til demokrati. Men derved introducerede Mandela også en individualisering af magten i ANC, som hans efterfølger og nuværende præsident for Sydafrika, Thabo Mbeki, senere udviklede til en ofte autokratisk styreform. Mbeki er blandt andet berygtet for at have forsinket indsatsen mod verdens største hiv-epidemi og hylde amerikanske forskere, der hævdede, at hiv ikke fører til aids. Det chokerede Nelson Mandela i en sådan grad, at han satte gang i sin egen internationale aids-kampagne. Far død af aids Så sent som i sidste måned fløj han trods sin alderdom til London for at tale ved kampagnens seneste koncert. Og i 2005 fortalte Nelson Mandela alverden, at hans egen søn Makgatho – Mandla Mandelas far – var død af aids. Endnu et forsøg på at skabe opmærksomhed om den dødelige epidemi. Det er denne fornemmelse for folkets behov, som Mandla Mandela regner for sin bedstefars fornemste arv – og for den vigtigste del af høvdingerollen. Selv om høvdingens ord er lov, skal han først lytte: »Ofte er min egen mening simpelt hen en fællesnævner for det, jeg har hørt«, skriver Mandela selv om lederskab i ’Vejen til frihed’. Sover på gulvet »Min bedstefars kollektive ledelsesstil kom fra disse beskedne omgivelser«, siger Mandla Mandela og viser rundt i den nye lerklinede hytte, der er opført på fundamentet af farfaderens fødested. Her sover han ofte på gulvet, når han er kommet tilbage efter en lang tur til Johannesburg i Lexus’en. »Så har jeg behov for at genskabe kontakten til mine forfædre«, siger han. Kvinder har ingen adgang til hytten. Men de skal bringe hans mad til dørtrinnet. »Min kone kommer herud fra næste år, hvilket bliver en stor udfordring for hende. For hun kommer også fra erhvervslivet. Så jeg ved ikke rigtig, hvordan det her kommer til at fungere for hende«. Bisværm i badeværelset Nelson Mandela har bygget sit eget hus i nabolandsbyen Qunu: en tro kopi af vicefængselsinspektørens parcelhus i Victor Verster-fængslet, der var hans celle i de sidste år som politisk fange for at gøre det lettere for det hvide styre at forhandle med ham. »Jeg kendte husets dimensioner, så jeg ikke behøvede at vandre rundt om natten i Qunu for at lede efter køkkenet«, skriver han i ’Vejen til frihed’. At vi også ved, at en bisværm senere angreb de præsidentielle kønsorganer i husets badeværelse, skal blot nævnes som et eksempel på Mandelas totale ligefremhed. Han blev stukket, umiddelbart før han blev ringet op af en journalist, som selvfølgelig fik – og trykte – historien. Folk lever som i apartheid-æraen Den var ikke gået under Thabo Mbeki. Og det er der så meget andet, der ikke er. På sit løveskind må sønnesønnen Mandla Mandela hver uge lytte til landsbyens beklagelser over alt det, beboerne endnu ikke har modtaget. »For mig er det ikke acceptabelt, at folk stadig lever som i apartheid-æraen efter så mange år med demokrati«, siger han. Er det din farfars skyld? »Han sad kun i en enkelt periode på fem år. Og dengang kunne han kun fokusere på forsoning, som Sydafrika er hyldet for over hele verden. Med Mbekis regering har det handlet om at stabilisere økonomien. Men hvis økonomi taler vi om? Middelklassens. Og det vil sige byområderne. Hvad skal der ske med folk på landet?«. Regeringen mangler fornemmelsen Mange af ANC’s ledere vendte – som præsident Mbeki – hjem fra årene i eksil under apartheid som bymennesker med fokus på erhvervslivet. Lederne medbragte også vestlige ideer om styreform og opbyggede et demokratisk system i tre lag, hvoraf det nederste – by- og lokalråd – ofte er i opposition til høvdingene. Men Mandla Mandela mener ikke, at regeringen kan klare sig uden: »Jeg kender hver eneste detalje om de mennesker, jeg regerer. Jeg kender tre generationer; jeg ved, hvem der er født af hvem; hvis barn, der er sygt af hvad. Den slags har regeringen ingen fornemmelse af. Kun de traditionelle ledere kan bringe myndighederne tættere på folket. Det er vores rolle, og den kan aldrig undergraves«. Til fødselsdag hos farfar På fredag vil Mandla Mandela lede landsbyen på en vandretur gennem bjergene til Qunu, hvor bedstefaderen vender hjem for at fejre 90-års dagen med 400-500 af de nærmeste. Bliv ikke forbavset, hvis høvdingen også på denne tur vil følge de råd om lederskab, som Nelson Mandela selv fik fra endnu ældre generationer: »En leder er som en fårehyrde. Han holder sig bag ved flokken og lader de mest rapfodede gå i forvejen, hvorefter de øvrige følger trop uden at være klar over, at de hele tiden bliver styret bagfra«. Min kone kommer herud fra næste år, hvilket bliver en stor udfordring for hende. For hun kommer også fra erhvervslivet. Så jeg ved ikke rigtig, hvordan det her kommer til at fungere for hende Mandla Mandela, Nelson Mandelas barnebarn