På den farverige Arbatgade i Ruslands hovedstad hersker der slående enighed om, hvad man skal mene om Ruslands lynkrig mod Georgien.
Mange af dem, vi taler med, siger ganske vist, at de beklager tabet af menneskeliv, men først og fremmest har konflikten tilsyneladende vakt national stolthed og vrede over, at omverdenen kritiserer Ruslands magtdemonstration i striden om Georgiens udbryderprovins Sydossetien. Nogle er oprørte over, at Rusland har fået skyld for at starte konflikten. Andre siger – ligesom russiske politikere og analytikere – at der ikke er nævneværdig forskel på den massive militære reaktion på Georgiens beskydning af Sydossetiens hovedstad i sidste uge og Natos luftangreb på Serbien eller Vestens anerkendelse af Kosovas selvstændighed. »Det er ikke hver dag, 1.600 af ens landsmænd bliver dræbt med koldt blod«, siger Aleksandr Pikajev, afdelingsleder på Institut for Verdensøkonomi og Internationale Forhold, om det påståede dødstal i Sydossetien efter Georgiens angreb. Kun 2 pct. støtter Georgien I weekenden gennemførte Levada-centret en meningsmåling om emnet blandt 2.100 indbyggere i Rusland. 71 procent svarede, at de støtter Syddossetien og sympatiserer med områdets ønske om at løsrive sig fra Georgien. Kun 2 procent udtrykte sympati for Georgiens synspunkt. Svarene var næsten lige så enslydende på spørgsmålet om, hvorvidt Sydossetien bør forblive en del af Georgien eller opnå selvstændighed. Kun 4 procent støttede en tilbagevenden til den situation, der bestod før konflikten brød ud i sidste uge, mens 46 procent mente, at Rusland bør indlemme den tyndt befolkede provins og forene den med den russiske republik Nordossetien. 34 procent svarede, at Sydossetien bør opnå selvstændighed. Den nationalistiske stemning deles dog ikke af alle i Moskva. Nogle iagttagere er bekymrede for, at Ruslands væbnede reaktion vil styrke ministerpræsident og tidligere præsident, Vladimir Putin, og kredsen omkring ham i Kreml. »Jeg mener, at Rusland er ved at blive mere nationalistisk, og at tendensen forstærkes af denne manifestation af russisk suverænitet«, siger Aleksandr Pikajev. Særligt i konfliktens første dage viste russisk tv billeder af Putin, der koordinerede den militære indsats og besøgte sårede ofre.




























